Lav en sø på ejendommen - med tilskud

Penge fra jagttegnsmidlerne kan bruges til at etablere en sø.

Af jagttegnsmidlerne uddeles der nu igen penge til etablering af søer. Det drejer sig om 15.000 kr. pr. projekt, og maksimalt fem projekter pr. ejendom.

Søer giver ekstra liv. Ikke bare for råvildt og ænder, men en sø og en vandflade er til glæde for hele naturen og dig selv.

Skovdyrkerne fik en gang hos nogle biologer lavet en undersøgelse, som viste, at hvis man forbedrede forholdene for det jagtbare vildt, så fik man også en stor forbedring for resten af biodiversiteten.

Eneste undtagelse var faktisk fodring af ænder ved småsøer. Det havde en negativ virkning især ved at tilføre søvandet for mange næringsstoffer.

Hvis man er interesseret, skal man ikke tøve længe. Ansøgningsfristen er 31. januar 2015, men forinden skal man have tilladelse af kommunen, og klagefristen skal være overstået, uden at der er indkommet klager.

Hvis søen tænkes anlagt i fredskov, skal der desuden søges tilladelse hos Naturstyrelsen. Disse tilladelser fra myndighederne gælder i øvrigt al søgravning - også hvis det er uden tilskud.

Pas på fortidsminder

Ligeledes bør man normalt undersøge, om gravningen risikerer at ødelægge nogle fortidsminder. Registrerede fortidsminder kan findes på www.kulturarv.dk.

Der er en række betingelser eller krav, der skal opfyldes i forbindelse med søen. Det er blandt andet:

• Søens størrelse skal være mindst 600 kvadratmeter.

• Søen må ikke etableres i et § 3-område eller lignende.

• Der ydes ikke tilskud til oprensning af eksisterende søer.

• Der skal udlægges et udyrket bælte på mindst 10 meter omkring søen, hvor der ikke må plantes.

• Der må ikke udsættes fisk eller ænder, og der må ikke fodres.

De detaljerede regler og ansøgningsskemaet kan findes på www.naturstyrelsen.dk under jagt.

Det er vigtigt, at søen projekteres og udføres korrekt.

En del af projekteringen er blandt andet at finde frem til det mest egnede sted at placere søen. Altså finde ud af, om der er vand, og om søen kan indarbejdes som en naturlig del af landskabet.

Brug erfarne folk

Når du kommer så langt, er det vigtigt, at der bruges erfarne folk ved selve gravningen. Dels til sikring af, at normale standarder for dybde, skråningsvinkler, muldafrømning og -pålægning med flere følges.

Og så er der nogle entreprenører, der er rigtig dygtige til at få det rette svung i linjerne. Det er næsten det vigtigste.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle