Lav vækst i 2013, men muligheder forude

2012 er blevet kaldt for to tusind og træls på grund af den negative vækst. 2013 ser desværre heller ikke for lys ud.

Regeringen har derfor fremlagt en vækstplan, hvor et centralt element er sænkelse af skatter og afgifter.

Planen har rigtig mange gode takter, men effekterne på vækst og beskæftigelse må vi nok vente lidt på.

En række andre forudsætninger skal således også være til stede, før dansk økonomi igen kommer på ret kurs.

Der skal skabes vækst i de europæiske økonomier. Det vil gavne eksporten til vores nabolande i Europa, hvor eksporten i øjeblikket udvikler sig langsomt. Her tænkes i særlig grad på Tyskland og Sverige.

Privatforbruget skal også i gang igen. Pengene findes ude hos husholdningerne, men i stedet for at øge forbruget vælger danskerne at konsolidere sig gennem øget opsparing og nedbringelse af gæld.

Danskerne tør ikke bruge penge

Danskernes sløje forbrug er i høj grad skabt af en manglende tillid til den økonomiske udvikling og ikke af en mangel på penge. Det begrænsede forbrug virker som en bremse på samfundsøkonomien - men kan jo for den enkelte husholdning være en ganske fornuftig beslutning.

I disse måneder er der ikke mange tegn på, at de gordiske knuder i hverken den danske eller den internationale økonomi løser sig op, og derfor forventer Landbrug & Fødevarer en ret lav vækst på 0,4 pct. i 2013.

På den baggrund er det afgørende, at regeringen trækker i de håndtag, den har til rådighed. Og her kan fødevaresektoren være en løftestang.

Der kan sættes gang i tingene

Natur- og Landbrugskommissionen har netop offentliggjort deres anbefalinger til en ny målrettet regulering af landbruget. Og Regeringens eget Vækstteam for Fødevarer har peget på et eksportpotentiale på op mod 50 mia. kr. fra fødevaresektoren.

En række af de forslag der ligger i de to rapporter kan iværksættes umiddelbart. Det kan sætte gang i landbrugsproduktionen og sikre, at potentialet fra fødevaresektoren indfries. Derved kan dansk økonomi få et skub i den rigtige retning. Et skub der kan sikre en stigende vækst i de kommende år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle