L&F arbejder for en fair fælles landbrugspolitik: Konkurrencen må ikke vrides skæv

Der er grund til en vis bekymring for udfaldet af de forhandlinger mellem EU’s organer, som intensiveres i næste uge. Det vurderer L&F’s EU-politiske chef.

Mens de fleste lige nu ser mod Christiansborg og venter på en landbrugsaftale, så har L&F’s EU-eksperter travlt med at arbejde for dansk landbrugs interesser i EU i forhold til forhandlingerne om den nye, fælles landbrugspolitik, CAP’en. Resultaterne her bliver også voldsomt afgørende for fremtidens muligheder.

I næste uge sætter de tre aktører, Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen sig sammen for at finde en aftale om den fælles landbrugspolitik.

»Det er ekstremt vigtige forhandlinger. Der er nogle helt centrale spørgsmål på højkant, som kommer til at definere dansk landbrugs muligheder i den kommende støtteperiode frem til 2027. Vores store bekymring er, at der vælges veje, som direkte eller indirekte vil trække konkurrencen skæv til skade for danske landmænd. Det har vi meget stort fokus på i vores politiske arbejde lige nu«, fortæller Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i L&F.

Et af de vigtige emner bliver de såkaldte eco schemes, som skal tage en del af den direkte støtte og bruge til at finansiere klima- og miljøordninger. Der er forslag på bordet om, at en fjerdedel af støtten skal udmøntes på den måde.

»Det afgørende her er, at ordningen kan søges af alle landmænd, for alle landmænd er med til at finansiere den. Herudover er det helt centralt, at betalingen for ordningerne indeholder et incitament. På den måde kan de både levere på samfundets efterspørgsel efter miljø og klima og samtidig bidrage positivt til landmændenes bundlinje. Vi er bekymrede for, at det forspring danske landmænd har på mange måder, når det handler om miljø og klima, kan komme dem til skade. Samtidigt viser al erfaring jo desværre også, at alle EU-ordninger har et stort potentiale for at sande til i bureaukrati og forskelligartet implementering«, siger Niels Lindberg Madsen.

Beskeden fleksprocent

Fleksprocenten, altså muligheden for at de enkelte lande kan flytte midler fra den direkte støtte til søjle to – landdistriktsprogrammet, er også et vigtigt tema. Det spiller ind i de danske forhandlinger. I dag flytter Danmark 7 procent, men regeringen lægger op til at samle fleks og eco schemes sammen i det, den kalder en grøn ramme. Regeringen foreslår i perioden 2023-27, at den skal være på 20,5 procent, heraf de 14,5 procent til eco schemes. EU’s Ministerråd foreslår, at fleksprocenten kan sættes så højt som 40 procent.

»Vores indstilling, som vi arbejder hårdt for at få lydhørhed for, er, at mulighederne for at flytte midler fra den direkte støtte til landdistriktsprogrammerne skal være så beskedne som muligt. Det er vigtigt, at EU-reglerne er harmoniserede, så vi har en lige bane at konkurrere på. Danmark er i forvejen belastet af mange nationale tiltag, som trækker vores konkurrenceevne i den forkerte retning. Det dur ikke, at støtten kan blive et element, som bidrager til yderligere at gøre mulighederne vanskelige i forhold til landmænd i for eksempel Tyskland eller Holland«, mener Niels Lindberg Madsen.

Han har sammen med kollegerne i Danmark, på L&F’s kontor i Bruxelles samt repræ- sentanter for landmandsorga- nisationerne i de andre EU-lande brugt den seneste tid på at fortælle blandt andet EU-parlamentarikere og embedsmænd i Fødevareministeriet om de mulige faldgruber og konsekvenserne for dansk landbrug. Selv med et godt netværk i alle lag af systemet er det meget svært at vurdere, hvordan forhandlingerne lander.

»Det er virkelig svært at spå om. Det er tunge emner, og de forskellige EU-organer står lige nu på de centrale emner ganske langt fra hinanden. Vi kan kun inden og under forløbet af forhandlingerne gentage vores pointer, og satse på, at der findes en aftale, som giver basis for fortsat udvikling af et effektivt og konkurrencedygtigt dansk landbrug«, forklarerNiels Lindberg Madsen.

Pjece til journalister

For at løfte vidensniveauet og dermed mulighederne for en kvalificeret debat om landbrugspolitikken har L&F udgivet pjecen ”Værd at vide om landbrugsstøtten. Her samles de vigtigste pointer om CAP’ens baggrund, udvikling og betydning. Pjecen har været rundsendt med Dansk Journalistforbunds medlemsblad Journalisten og kan hentes på lf.dk.

Faktaboks

EU-forhandlinger:

  1. Næste CAP: I næste uge intensiveres forhandlinger mellem EU’s tre organer om landbrugsstøtten for den næste periode. Udfaldet bliver meget vigtigt for danske landmænd.
  2. Bekymring: L&F er bekymret for, om der kommer ordninger, som skader dansk landbrugs konkurrencekraft. Det kan blandt andet være mulighed for en meget høj fleksprocent.
  3. Konsekvenser: Alene og sammen med andre landboorganisationer arbejder L&F for at informere politikere og embedsmænd om konsekvenser af de forskellige forslag.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle