L&F: Find kandidater til vandrådene nu

Det haster med at finde kandidater til vandrådene, der skal være klar 1. marts.

Lokalforeningerne i Landbrug & Fødevarer får nu travlt med at finde kandidater til de såkaldte vandråd, der er en ny opfindelse i de kommende vandplaner. Vandrådene skal nemlig allerede 1. marts være klar til at trække i gummistøvlerne og arbejde med vandplanerne. Og her gælder det naturligvis om at gøre sin indflydelse gældende.

L&F kan udpege en kandidat til hvert af de 23 vandråd, og derfor sendte L&F, efter landsformandsmødet tirsdag, formændene hjem for at finde de bedste lokale folk til at passe posterne.

 

Øget indflydelse

Vandrådene er en ny opfindelse i den nye Lov om Vandplanlægning. Loven forpligter kommunerne til at inddrage vandråd i vandplanlægnigen. L&F er sikret en plads i vandrådene, der også tæller andre erhvervsorganisationer og grønne organisationer.

Ifølge Lars Hvidtfeldt, viceformand, ser L&F positivt på det og kalder det et første skridt mod bedre og mere reel inddragelse.

»Vi skal sikre vandafledningen. Det, vi kan opnå ved at sætte os i et vandråd, er alt andet lige noget der er bedre, end det vi kender,« siger viceformand Lars Hvidtfeldt.

Han peger på, at det tidligere var en totalt lukket proces i Miljøministeriet. Med den nye lov skal man inddrage Folketinget, kommunerne og interessenterne.

Han forudser, at der bliver brug for både »knofedt, stærke vandløbsfaglige kompetencer og gode samarbejdsevner« i vandrådene.

Prioriterer indsats

Ifølge Lars Hvidtfeldt kan L&F-repræsentanterne bidrage til, at vandrådene vurderer, om de vandløb, der er meldt ud skal med i vandplanerne, overhovedet bør komme med, og om de er karakteriseret rigtigt. Altså om de er naturlige, kunstige eller modificerede.

Det er L&F magtpåliggende, at konsekvenserne af vandplanerne bliver vurderet, og det kan vandrådene også holde øje med og medvirke til, at de gør. Gennem vandrådene kan landmændene også være med til at pege på de mest hensigtsmæssige virkemidler i de konkrete vandløb. Vandrådene er også med til at prioritere indsatsen, det vil sige, hvilke vandløb det er vigtigst at gå i gang med. Det er en vigtig opgave.

»Der er en begrænset pose penge, og når de slipper op, skal der ikke laves yderligere indsatser,« siger Lars Hvidtfeldt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle