L&F slår et slag for gårdbutikker og naturoplevelser

Oplevelser og handel i gårdbutikkerne skal frem i befolkningens bevidsthed. Og danskerne skal kende de mange naturoplevelser, som SPOR i Landskabet byder på. Begge dele laver L&F kampagne for.

Coronakrisen har bragt nyt fokus på det nære og det lokale. Det er derfor rigtig god timing, at L&F lige har sat gang i en ny kampagne, der promoverer de mange gårdbutikker og gårdsalg over hele landet, hvor højsæsonen står for døren.

»Gårdbutikkerne spænder så bredt, og kan så meget i forhold til at præsentere lækre lokale råvarer og vise, hvad landbruget også kan. Hvad enten man vil have grønne asparges, nye kartofler eller lækkert kød fra landmandens egne dyr, så kan man finde en butik, der leverer. Og måske byder den endda også på lokale oste eller øl fra det lokale mikrobryggeri. Derfor er det oplagt at få rykket gårdbutikkerne op i befolkningens bevidsthed. Ikke mindst i en tid, hvor mange tænker ekstra meget over, hvordan de lever deres liv. Derfor har vi sat en kampagne i gang,« fortæller Jesper Albjerg, corporate brandingrådgiver i L&F.

L&F-medlemmer på Danmarkskort

Kampagnen kører via annoncer på sociale medier og skal trække besøg til det oversigtskort på aabentlandbrug.dk, hvor alle aktive medlemmer af L&F har mulighed for at få deres tilbud præsenteret, hvad enten det er en klassisk vejbod eller den store butik med køl og masse af varenumre.

»Med en sommer, som for manges vedkommende sikkert bliver holdt i Danmark, så er det ekstra aktuelt at fortælle danskerne, hvor mange fantastiske og helt unikke fødevarer, de kan finde ude omkring i landet. Det er vigtigt, at vi på den måde styrker de landmænd, som vælger andre afsætningskanaler end de klassiske, og som måske har en ekstra god historie om sin produktion,« siger Jesper Albjerg.

300 spor til byboerne

Sammen med de øvrige organisationer bag SPOR i Landskabet – som nu brander sig som SPOR – har L&F også lanceret en kampagne for at styrke kendskabet til de godt 300 spor og vandrestier, som tilsammen strækker sig over 1.200 kilometer i alle egne af landet.

»Der er efterspørgsel på nye oplevelser lige nu, og mange bruger naturen meget mere, end de plejer. Derfor er det en god tid at fortælle om sporene,« siger Rasmus Stampe Emborg, projektleder for SPOR.

Kampagnen har kørt i en måneds tid med annoncer i de store dagblade hen over påsken, annoncer på sociale medier og store udendørs plakater i storbyerne. Budskabet er ”Naturen er åben for en gåtur med god afstand”, og det har ramt mange danskere, som er fanget i corona-kedsomhed.

»Vi har haft 180.000 sidevisninger på hjemmesiden spor.dk, og vi kan se, at der er 50.000 brugere, som aldrig har besøgt siden før. Det er rigtigt mange besøgende, og en mangedobling af de tal, som vi ser normalt. Det er selvfølgelig svært at måle, hvor mange, der så også ender med at komme ud at bruge sporene, men interessen er i hvert fald stor, og virkelig mange har stiftet bekendtskab med muligheden for at få en naturoplevelse, som de ikke kendte i forvejen. Jeg håber selvfølgelig, at de også husker på SPOR, når verden åbner igen,« siger Rasmus Stampe Emborg.

Kalk-Caminoen

SPOR arbejder løbende på at udvide antallet af stier. Aktuelle projekter handler om etablering af Kalk-Caminoen, en 25 km lang vandrerute i Midtjylland, og stier i Bøtø på det sydlige Falster.

Faktaboks

Gåture og butikker:

  1. Gårdbutikker: Som medlem af L&F kan du få din gårdbutik på vores Danmarkskort helt gratis. Meld dig til på hjemmesiden aabentlandbrug.dk/gaardbutikker. Lige nu kører L&F kampagne for gårdbutikker på vegne af medlemmerne for at trække besøgende og kunder til.
  2. Bredt samarbejde: Også for SPOR er der kampagne. Organisationerne bag er Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Friluftsrådet, Landdistrikternes Fællesråd, Danmarks Jægerforbund, Miljøstyrelsen og Landbrug & Fødevarer.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle