LFB: Landmænd yder mere end forventet

De omkring 50 landmænd, der er under rekonstruktion på vej ud af Finansiel Stabilitet, klarer sig bedre end planerne, mener FinansieringsBank.

Ser man bort fra de lave afregningspriser på landbrugsvarer for tiden, så går det forrygende blandt de landmænd, som Landbrugets Finansieringsbank har overtaget fra Finansiel Stabilitet for at køre dem gennem et femårigt rekonstruktionsforløb.

»Det går godt, bedre end forventet. Alle på nær et par enkelte har overperformet i forhold til, hvad vi havde regnet med. Deres effektivitet er steget betydeligt, så de laver flere grise eller mere mælk i forhold til, hvad rekonstruktionen er beregnet på baggrund af,« fortæller direktør i FinansieringsBanken Jesper Lyhne.

Sidste uge fortalte LandbrugsAvisen om 34-årige svineproducent, Jacob Vallø fra Tølløse, der er erklæret konkurs af Landbrugets FinansieringsBank efter at have lånt sin kæreste 60.000 kroner.

Bankens direktør, Jesper Lyhne, kan og vil ikke kommentere enkeltsager, og det er derfor ikke muligt at få bankens version af, hvad der skete i forløbet, som Jacob Vallø er meget utilfreds med.

De øvrige landmænd er nu mellem et og to år henne i deres femårige rekonstruktionsforløb, der skal bringe dem i stand til at få en ny bankforbindelse i stedet for Finansiel Stabilitet - blandt andet i kraft af en sandsynlig nedskrivning af deres gæld efter fem år.

Et eventuelt overskud på driften i løbet af de fem år vil blive brugt som upside til Finansiel Stabilitet til at nedbringe den indefrosne gæld med.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle