Lille Axial-Flow læner sig op ad storebror

Til næste år bliver det lettere at skifte bro-elementer og at skifte mellem skår og snitning på Case IH’s 140-serie Axial-Flow

Case IH er ellerede nu klar med opgraderinger på næste års Axial-Flow-maskiner i den ”lille” 140-serie. Naturligvis har Case IH ikke pillet ved det velkendte single-rotor-koncept, men først og fremmest er motorerne opgraderet til at opfylde de nyeste emissionskrav. Dertil kommer mindre ændringer som en vipbar tud, som vi kender fra den større 240-serie. Langt mere spændende er det, at 2016-udgaven kommer med det såkaldte Cross Flow-system.

Det består kort fortalt af en Linak-aktuator på venstre side af maskinen, som er koblet på oversoldet, og som via informationer fra et gyroskop i kabinen kan regulere soldet efter sidehæld på op til 12 grader – en slags mini hill-side-funktion, om man vil. Dog uden at være helt så sofistikeret som på den større 240-serie, hvor hele soldkassen samt tilløbsplan justerer sig efter terrænet.

På 140-serien, der også næste år består af tre modeller, har Case IH valgt at ændre de fire bro-elementer til seks af slagsen. I stedet for 34 kg pr. styk er vægten nu 18 kg, hvilket gør det lettere, når man skal skifte bro-sektioner i maskinen. Elementerne er kort og godt smallere end hidtil.

»Vi har ligeledes gjort det lettere at rengøre maskinen under frøhøst. Vi har indsat en række plastikplader på tværs af maskinen de steder, hvor der er risiko for at frø og skidt hober sig op. Disse plader kan man efterfølgende trække ud og få de sidste frø med ud fra tærskeværket, når man gør maskinen ren,« forklarer August Von Eckardstein, Case IH.

Låner transmission fra 240

5140, 6140 og 7140 er model-navnene for 2016, og den maksimale effekt går fra 312 til 449 hestekræfter.

Effektmæssigt nærmer 7140 sig dermed 7240-modellen, den mindste i Case IH’s store Axial-Flow serie.

Det ses også på de kraftigere aksler og en kraftigere drivlinje på 140-serien, der også får en ny transmission a la 240-serien med blot to gear: Et til markarbejde og et til transport. Du kan tilmed skifte mellem de to gear elektronisk under kørsel.

Ligeledes kan 140-serien fås med en Heavy-Duty indføring med større stempler til at håndtere de større skæreborde.

Lettere at snitte

Hvor man tidligere har skullet arbejde med en rem for at skifte mellem at lægge halmen på skår eller snitte den - så bliver det fra næste år mere enkel.

Fremover skal man på venstre side af maskinen justere modskæret væk fra snitteren og på højre side sætte selve snitteren i det laveste af to gear for at lægge halmen på skår.

Sidst, men ikke mindst, bliver det også muligt at få bælter til den lille Axial-Flow. Dog ikke Case iH’s egen som på den større 240-serie, men en variant fra Zuidberg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle