Limousine-tyr blev bedste afprøvede tyr

En af konkurrencerne ved kødkvægskuet på Agromek går ud på at finde den bedste blandt de individafprøvede tyre.

"Den bedste" vil i dette tilfælde sige tyren med det bedste eksteriør. Konkurrencen er kun for afprøvede tyre, og kun tyre med gode avlsværdital for tilvækst og muskelfylde kan være med. Men i ringen på Agromek har avlsværditallene ingen indflydelse på afgørelsen. Her gælder kun fremtoningen.

En lang række tyre blev fremvist, men til sidst stod dommer Palle Larsen tilbage med to unge tyre, Charolais-tyren Aksel Sørup fra Jørgen Larsen, Tårs, og Limousine-tyren Arkin fra Charlotte og Rene Laursen, Arden.

"Det er et par supertyre begge to," sagde dommeren, men efter nogen betænkningstid faldt hans valg på Limousinen.

Nu havde avlsværditallene altså ingen indflydelse på afgørelsen, men hvis de havde haft det, ville det ikke have ændret på resultatet. Også på det punkt er Arkin bedre end Aksel Sørup.

Arkin har et S-indeks på 119 og 103 for både tilvækst og muskelfylde. Aksel Sørups S-indeks er på 112, og den har 102 for tilvækst og 96 for muskelfylde.

mh

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle