Lod præmieko blive hjemme

På Ribe Dyrskue er der en stiltiende aftale om, at præmiehøsterne lader de bedste køer blive hjemme.

»Ved du, hvor Torben Kragh er?« spørger LandbrugsAvisens udsendte en tilfældig landmand på Ribe Dyrskue.

»Ja, dernede. Nede ved Stortoft,« peger manden.

Torben Kragh er kendt på egnen. Godt nok har han sin mælkebedrift med 300 årskøer ved Henne nord for Esbjerg, men hans køer vinder præmier ved skuerne i Ribe, Åbenrå og Landsskuet i Herning.

Hans dyr klarer sig faktisk så godt, at der er en stiltiende aftale om, at han - og andre præmiehøstere - lader de bedste dyr blive hjemme.

Det bekræfter Torben Kragh.

»Det er en aftale, vi indgik for fire år siden. Men der er jo ikke nogle sanktioner. I år har jeg ladet koen, der blev Miss Holstein ved Landsskuet, blive hjemme,« fortæller Torben Kragh.

Vigtig samfundskontakt

Selv om Torben Kragh gerne vil vinde, så er det vigtigere at bakke op om, at Ribe Dyrskue først og fremmest er for de lokale landmænd.

»Det er jo synd, hvis der kommer nogle langvejsfra, der klarer sig godt og vinder det hele,« mener han.

Den lokale opbakning er vigtig, pointerer han.

»Skuerne er et fantastisk møde mellem land og by. Den samfundskontakt er vigtig. Det er en mulighed for samfundet for at få en forståelse af, hvordan landmændene har omgang med deres dyr; at de behandler dem godt,« siger Torben Kragh.

Trods sin tilbageholdenhed klarede Torben Kragh sig godt, blandt andet med Bedste Besætning i Dansk Holstein.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle