»Bade, bade, barbar«, råber den knap to-årige begejstret, da han vælter ind ad døren.
Oversat: Vi skal bade, morfar. Min kloge kone og jeg er flyttet ud i sommerhusets skur, mens børnefamilien har overtaget det store soveværelse. Men klokken 6.30, når knægten vågner, må vi godt tage over.
Vi tager hans storesøster på fire med ned til den sø, som jeg selv badede i, da jeg var barn, som vores børn har badet i som børn, og som vi nu bader i med vores børnebørn.
»Man kan næsten ikke forestille sig, at det kan blive bedre«, siger jeg til min kloge kone, da den knap to-årige for 25. gang begejstret springer fra badebroen ned i vandet, hvor jeg griber ham, lige inden han får hovedet for meget under vand.
Storesøsteren er i de første dage en lille smule forbeholden. Ikke hovedet under vand, meddeler hun, men da hun får badevinger på, foreslår jeg, at vi sammen svømmer ud til åkanderne lidt længere ude.
Hun kæmper sig derud med sin stolte morfar ved siden, vi plukker en gul åkande og svømmer de 20 meter tilbage igen.
Selvfølgelig får hun hovedet under vand, da der er gået et stykke tid. Lidt sur bliver hun, men dagen efter medbringer vi svømmebriller, og pludselig bliver det spændende at se på fiskene nede i vandet med svømmebriller. Hun ikke så meget som skænker det en tanke, at hele ansigtet befinder sig under vandets overflade. Næste gang holder hun fingrene for sin lille næse, og om eftermiddagen demonstrerer hun stolt for sine forældre, hvor modig hun er blevet, og hvor langt hun kan svømme.
»Det er da helt utroligt, så meget der er sket med hende«, siger hendes mor, vores kønne datter. Og vi er ved at briste af stolthed.
Ugen efter er det den fire-årige fætter, vi får glæden af at passe.
»Ikke længere ud end til knæene«, meddeler han bestemt, da vi nærmer os søen med det kildeklare vand.
Vi begynder at spille bold, og jeg kaster med vilje sådan, at der sprøjter vand op på ham.
Selvfølgelig protesterer han, og selvfølgelig bliver jeg ved, for selvfølgelig er han vild med farfar, og selvfølgelig er jeg endnu mere vild med ham.
Dagen efter beslutter han sig til at løbe ud i vandet med skummet sprøjtende op til navlen. Vi begynder at leje speedbåd med ham hængende efter mig. Det kan jo ikke undgås, at han får vand i hovedet, han protesterer, vi tørrer omhyggeligt og leger videre. Til sidst gider han ikke det med håndklædet mere, og da hans forældre et par dage efter tager imod ham, lægger han sig til deres overraskelse på maven i vandet og dypper hele ansigtet.
»Hvad har I gjort ved ham?« spørger hans mor.
Svaret er enkelt: Vi har givet os tid. Masser af tid, som vi har, og hans forældre ikke har. Og vi har elsket det.
