Målet er højeste nettoafregning

Den højeste nettoafregning afgøres ikke kun af afregningsprisen men også af firmaets fradrags- og omkostningspolitik. Hvad hjælper det, man får tilbudt tre kr./hkg mere for hveden hos et givent firma, hvis kvalitetsfradragene og/eller behandlingsomkostninger øges med seks kr./hkg?

Udfordringen er dog, at firmaernes kvalitetsfradrag og behandlingsomkostninger varierer utrolig meget og dermed gør det særdeles tidkrævende at foretage en reel sammenligning af firmaerne på dette område. Det bliver selvfølgelig ikke mindre uoverskueligt af, at firmaernes krav til »fradragsfri basiskvalitet« nu også varierer i betydelig grad.

Tænk blot på, at nogle firmaer har 98 pct. rent frø som basiskvalitet for raps, mens andre har 100 pct. Nogle har 14 pct. vand som basis i maltbyg, andre 14,5 pct. Forskelligheden bliver yderligere forøget af, at vi nu også har tyske opkøbere repræsenteret i landet (f.eks. ATR og Getreide), som på nogle områder afregner og fradrager efter andre principper end de danske firmaer.

Stor opgave

Alene at gennemskue, om en afregningsnota rent faktisk er korrekt i forhold til råvareanalysen og firmaets afregningsbetingelser kan derfor også være en stor opgave, som adskillige landmænd derfor fejlagtigt undlader. Det ser ud til, at jo større firma, desto mere kompliceret er afregningsnotaten!

Selvom firmaernes mål ikke nødvendigvis har været »uoverskuelighed« og »forskellighed«, er det ikke desto mindre tilfældet i øjeblikket. Det er ikke til landmandens fordel.

Det ændrer dog ikke ved, at der kan tjenes rigtig mange penge på ikke kun at handle korn og raps efter »højeste afregningspris« men også inddrage kvalitetsfradrag og behandlingsomkostninger. Husk det!

I KornBasen har vi udviklet et afregningsmodul, hvor man automatisk kan sammenligne afregningen hos de 10 største firmaer. Et godt værktøj i bestræbelserne på at op nå den højeste nettoafregning.

 

Undgå lagerleje

Hvis afgrøde skal afleveres i høst, men ikke ønskes solgt på dette tidspunkt, står man med to udfordringer. Dels løber der lagerleje på, dels er man i den ubehagelige situation, at prisfastsættelsen sker, efter køberen har modtaget kornet. Al erfaring viser, at det gør det vanskeligt at opnå den højeste markedspris.

Det gælder også vores store andelsselskaber, som med deres håndtering af spiret raps for tre år siden endegyldigt fik sat en streg under, at deres mission er maksimering af selskabets indtjening og intet andet. Det er hverken ulovligt eller overraskende - men vigtigt at forholde sig realistisk til som kornsælger.

Både lagerleje og dårlig forhandlingsposition kan undgås, hvis man inddrager Matif-børsen i sin handelsstrategi. Sælg afgrøden i høst og deltag i stedet i den fremtidige prisudvikling via køb af future-kontrakter på Matif-børsen. Prisrisikoen herved er hverken større eller mindre end ved at spekulerer med den fysiske afgrøde. Handelsomkostningerne på Matif er dog beskedne sammenlignet med sparet lagerleje, øget likviditet og ikke mindst at kornet er prissat inden levering.

Hvis ikke man benytter denne »salgsstrategi«, er det vigtigt, at man får aftalt, hvad det koster at få kornet udleveret, hvis man ikke kan blive enige om prisen senere på året!

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle