Mange landmænd er skeptiske over for økologi

Trods stigende efterspørgsel på økologiske fødevarer er mange danske landmænd forbeholdne over for økologisk landbrug som driftsform, viser undersøgelse.

"Jeg går ikke ind for den økologiske driftsform".

Selvom landmændenes dybere motiver til at sætte krydset netop dér er behæftet med usikkerhed, er det et resultat der har givet stof til eftertanke i Dansk Landbrug. Netop nu er der mangel på økologiske produkter til det danske hjemmemarked på stort set alle hylder, og det kniber med at få nok landmænd til at lægge om og levere varen. Derfor er resultatet også kommet bag på undersøgelsens ophavsmand, Kirsten Lund Jensen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Landbrug.

Hun understreger, at de landmænd, der har svaret på undersøgelsen ikke er repræsentative for danske landmænd generelt, og at det formentlig kun er en fjerdedel af landmændene, som reelt er skeptiske. Hun finder alligevel, der er tale om "et stærkt signal".

"Jeg havde egentlig forventet, at barriererne for at lægge om mere handlede om praktiske ting som økonomi, investeringer, produktionsform. Jeg synes, det er tankevækkende, at så mange landmænd åbenbart oplever økologisk landbrug som kontroversielt," siger hun.

Kirsten Lund Jensen understreger, at der ved siden af de holdningsmæssige barrierer er en række helt naturlige og forventelige forbehold blandt konventionelle landmænd. Især landmænd med intensiv husdyrproduktion anser deres dyre produktionsanlæg som en afgørende barriere for økologi, andre frygter de mere svingende priser og øget økonomisk usikkerhed, ligesom udsigten til mere administration og kontrol virker afskrækkende på mange.

Moderne driftsform

Med så mange landmænd, der krydsede af i "Jeg går ikke ind for den økologiske driftsform", tyder noget dog på, at holdninger er en betydelig barriere for at få flere landmænd til at vælge den økologiske driftsform.

"Jeg ser det her som et opråb til organisationer og rådgivningstjeneste: Måske har vi ikke været gode nok til at formidle, hvor moderne økologien i virkeligheden er - og at man altså ikke behøver være af en bestemt politisk overbevisning for at være økologisk landmand," siger Kirsten Lund Jensen.

Hun ser dog en tendens i, at yngre landmænd giver udtryk for mindre skepsis over for økologi end ældre.

"Og så er det positive ved holdningerne, at det er en barriere, det er til at arbejde med, endda uden det behøver være vanvittigt dyrt. For du skal ikke flytte mursten - du skal flytte tanker," siger Kirsten Lund Jensen.

Kirsten Lund Jensen understreger, at undersøgelsens konklusioner bør følges op af mere dybtgående undersøgelser af landmænds motiver til at vælge/fravælge økologien.

christensen@landbrugsavisen.dk

Læs også artiklen 'Der skal være penge i det' i 3. sektion Økonomi side 4-5.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle