Mark Noter


Halmtørreriet Ventus 2400 til tørring af hele bigballer kan tørre halm til en pris på cirka 10 øre pr. kg, anslår planteavlskonsulent Jens Larsen, Gefion - forudsat at der er fuld udnyttelse af maskinen.

Tørreriet sker ved, at varm luft presses ind i ballen ved hjælp af spyd. Det anslås, at tørreriet er 20-30 minutter om at bringe vandprocenten ned til et acceptabelt niveau.

"På store bedrifter kan man ikke regne med, at halm altid kan bjærges tørt, og der er tørreriet en mulighed. Den er dyr, men den betyder også, at halmbjærgning kan ske om natten, og at våde baller fra skovkanter og lignende kan udnyttes," siger Jens Larsen.

Han foreslår, at tørreriet eventuelt gøres mobilt, eller at det anbringes ved varmeværket til løntørring.

Agrotain giver lidt mere

Der er en lille gevinst i form af højere udbytte ved tilsætning af Agrotain til flydende gødning, der spredes i vinterhvede, konkluderer planteavlskonsulent Per Jensen, Gefion, på grundlag af landsforsøg i 2011.

Agrotain er en såkaldt ureaseinhibitor, der modvirker dannelsen af flygtig ammoniak, når amidkvælstof omdannes til ammonium. Amidkvælstof findes også i både fast NS 32 og i urea, men Agrotain tilbydes kun i forbindelse med flydende gødninger.

I forsøgene blev påvist en lille nettogevinst ved tilsætning af Agrotain, men ikke stor nok til at begrunde et skift af gødningstype af den grund. En mindst lige så vigtig detalje ved brugen af gødninger med amidkvælstof er det at bringe gødningen tidligt ud, helst før 15. april og gerne lige før nedbør.

DTR ikke skyld i dårlig høst

Der kom ganske vist et usædvanlig sent angreb af hvedebladplet (DTR) i hveden i år, men DTR bærer kun en marginal del af skylden for, at mange hvedemarker gav 20-30 hkg under normalen, vurderer planteavlskonsulent Lars Skovgaard Larsen, Gefion.

Han minder om, at mange vintersædsmarker blev etableret sent og i et dårligt såbed i efteråret 2010, hvor den tidlige og hårde vinter antages at have kostet mange sideskud livet. Et varmt forår med en lang periode uden nedbør betød derefter dårlig optagelse af kvælstof på mange marker, især hvis hele mængden blev givet ultimo april. Desuden kom den våde høst med høj forekomst af fusarium, ligesom mange marker fik lov til at modne og var våde til ind i september, hvilket i sig selv kan have kostet 20 hkg pr. hektar.

Det samlede resultat af de mange faktorer kan ifølge konsulenten løbe op i et udbyttetab på 55 hkg hvede pr. hektar. Heraf udgør tabet som følge af DTR højst fem hkg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle