Maskinbranchen tøvende over for nano-lak

LandbrugsAvisen Agro har spurgt tre maskinfabrikanter om deres holdning til nano-lak.

"Det er meget interessant, men vi har ikke implementeret teknologien endnu," siger Knud Rughave, salgsdirektør for Skandinavien hos Hardi International. Han fortsætter:

"Vi er meget opmærksomme på, at flydende gødning er en hård belastning, men vores zinkphosfatering og efterfølgende pulverlakering giver god modstandsdygtighed for rustangreb."

Desuden anbefaler han en yderligere beskyttelse af sprøjten med rustbeskyttende olie. Han tvivler samtidig på, i hvor høj grad en nano-behandling vil kunne modstå de fysiske påvirkninger, en sprøjtebom får under kørsel og sammenklapning.

"Og så er det jo langtfra gratis," påpeger han.

Et fortærsket ord

"Nanoteknologi er et fortærsket ord, der bruges som salgsparameter ligesom ordet turbo i 90'erne," siger direktør for Bogballe, Nils Jørn.

Han fortæller, at han selv oplever en fantastisk god virkning imod fluer på motorcylkelhjelmens visir, men tror ikke på det, når det gælder gødningsspredningens hårde miljø.

"Miljøet er utrolig hårdt, da svovlsyre kombineres med en mekanisk slibende effekt fra gødningskornene. Det tror jeg ikke, en ultra-tynd overflade vil overleve," forklarer han og siger:

"Den gode gamle metode med at sprøjte maskinen ind i olie er verdens bedste. Det ville også være forkert, hvis en ny maskine skulle efterbehandles for flere tusinde kroner for at kunne holde."

Ser spændende ud

"Det ser spændende ud, udfra hvad man hører og læser, men vi bruger det ikke, da vi pt. ikke ser noget behov for det," siger salgsdirektør for Samson Agro Povl Yde Hove. Han fortsætter:

"Ud fra standen på vores brugte vogne konkluderer vi, at vores nuværende korrosionsbeskyttelse er god.

"Hvis vi skulle bruge nanoteknologi, ville det kræve meget forarbejde for først at finde ud af, hvilken effekt det giver, og hvor det med fordel kunne anvendes," siger han.

Tvivler på effekt

Heller ikke hos AgroTech, Landscentret, er der stor tiltro til nano-lak.

"En nano-lak vil sikkert kunne beskytte maskinen imod vejsalt, men jeg tvivler på, at den vil kunne modstå hårde fysiske påvirkninger fra eksempelvis sandflugt eller flyvende gødningskorn," siger landskonsulent Jens Johnsen Høy, AgroTech, og minder om, at megen rust kommer indefra.

Han påpeger desuden, at hulrum vil være umulige at rense før påførelse af lakken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle