Masser af nytænkning bag Fendts supertraktor

Med permanent firehjulstræk til 25 kilometer i timen og 1.700 omdrejninger som toppen for en 12,4 liters MAN gør Fendt op med nuværende koncepter.

Med op til 500 hestekræfter i den største af fire modeller er Fendt 1000-serien suverænt den største, serieproducerede, konventionelle traktor på markedet - når den altså går i produktion i det nye år.

Serien blev vist første gang for et år siden, og nu foreligger de dybere detaljer om traktorens teknologi, der blandt andet rummer en ny transmission, nytænkning af køling samt en motor, der løber med meget lave omdrejninger.

»Alt er nyt. Vi har i det skjulte testet mange af de nye dele i vores sekshjulede Fendt Trixis, og så har vi naturligvis også testet prototyper af den nye 1000-serie,« fortæller Roland Schmidt fra Fendt.

Motoren er en 12,4 liter MAN, der ved fulde omdrejninger blot tager 1.700 omdrejninger i minuttet. ProDrive, som Fendt kalder konceptet, betyder, at motoren har sit maksimale drejningsmoment på cirka 2.400 newtonmeter fra kun 1.150 til 1.500 omdrejninger. Ligeledes sker march-fart med 40 kilometer i timen på landevejen ved 950 omdrejninger. Alt sammen for at spare brændstof.

Vario-transmission driver forhjul

Til Fendt 1000 har ingeniørerne udviklet en ny Vario-transmission ved navn TA400.

»Af princip minder den om vores Vario-transmission fra 800- og 900-serien. Der er fortsat en oliepumpe, to oliemotorer samt et planetgear. Men i TA400-transmissionen drives forakslen direkte af den ene af de to oliemotorer fra transmissionen, mens bagakslen drives fra den anden,« forklarer Roland Schmidt.

Den konstruktion betyder for eksempel, at firehjulstrækket er permanent indtil 25 kilometer i timen, hvorefter det trinløst kobles ud, efterhånden som farten stiger, som følge af at oliemotoren ændrer vinkel.

Ligeledes kan styringen til transmissionen også ændre på fordelingen af kræfterne mellem for- og bagaksel under arbejdet - og forhjulene kan under vending i forageren eksempelvis løbe en anelse stærkere end baghjulene, hvilket reducerer venderadius.

Du skal med andre ord lede længe efter knappen til firehjulstrækket. Det samme gælder i øvrigt kontakten til at skifte mellem 1. og 2. gearområde. Det er droppet i den nye Vario-transmission.

Teknologien til at køle det store kraftcenter er også anderledes end hidtil. Blæseren sidder foran køleren og drives hydraulisk af sin egen oliemotor, der benytter olie fra selve forakslen. Kølervingen er altså på ingen måde koblet sammen med motoren, og derfor kører den uafhængigt af motoromdrejninger.

Fendt 1000 kommer i fire modeller fra 380 til 500 heste. Egenvægten er 14 ton, men traktoren har en tilladt totalvægt på 21 - og helt op til 25 ton under 25 kilometer i timen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle