Medarbejdere skal investere 1 milliard i DC

NNF siger nej til lønnedgang, men ja til medarbejder-investeringsselskab.

Bestyrelsen for Fødevareforbundet NNF sagde onsdag nej til et udspil fra Danish Crown om annulering af lønstigninger og indslusningsløn til nye medarbejdere.

»Det er ikke slagteriarbejdernes løn, der truer slagterierne. Det er manglen på slagtesvin,« siger forbundets formand Ole Wehlast i den forbindelse.

Pengene retur

Og netop flere slagtesvin handler det forslag om fra Danish Crown, som forbundet synes meget bedre om, nemlig oprettelsen af et medarbejder-investeringsselskab, hvor der efter forslagtet lægges op til, at medarbejderne indbetaler 5 procent af dereres løn i selskabet.

Formålet bliver at investere i en øget svineproduktion til gavn for de danske svineslagterier og dermed fastholdelse af arbejdspladser. Medarbejderne vil efter 10 år få deres penge retur plus renter i samme hastighed, som de er blevet indbetalt.

»Jeg har hele tiden troet på, at denne type aftale kunne være redningsplanken for Danish Crown. Det tror jeg fortsat, og jeg håber, at Danish Crown vil tage imod medarbejdernes tilbud om at investere 1 milliard kroner over 10 år. Det vil for alvor kunne fremtidssikre svineslagterierne i Danmark,« fastslår Ole Wehlast.

Han mener, at aftalen skal forpligte landmændene til at sende deres slagtesvin til danske slagterier.

Nej i efterået

Et lignende forslag fra Danish Crown om indbetaling af en del af slagteriarbejdernes løn i en fond, som skulle investere i svinestalde, blev i efteråret forkastet ved en urafstemning blandt slagteriarbejderne.

Ifølge DC Pork mangler der mindst 20.000 slagtesvin på de danske slagterier allerede nu og fremtiden ser ikke meget lysere ud, hvis ikke der bliver fundet nogle løsninger. Der vil mangle 10.000 igen om et år og yderligere 10.000 igen om to år, anslår selskabet.

»Som koncern er Danish Crown en meget stærk virksomhed. Men den danske del er svagere end resten, og det skal der rettes op på,« siger CEO for DC Pork, Jesper Friis.

»Jeg vil langt hellere være med til at udvikle virksomheden og skabe arbejdspladser, end jeg vil afskedige medarbejdere. Men finder vi ikke fælles fodslag, står vi over for lukning af et slagteri inden for en overskuelig fremtid,«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle