»Cheføkonom: Stemningen er helt i bund«, lød overskriften på en artikel, lagt på LandbrugsAvisens hjemmeside mandag klokken 15.17. Umiddelbart før var en helt anden artikel dukket op i den lange stribe nyheder, der hver dag giver et aktuelt billede af landbruget lige nu. »Landbokvinder på facebook med positive historier«.
Begge artikler blev meget læst, delt og like’t, som det hedder i tidens facebook-sprog. Cheføkonom Thomas Søby udbyggede sin overskrift med at forklare, at de globale fødevarepriser er de laveste siden 2010, at hver fjerde virksomhed venter færre ansatte, og at specielt lukningen af den russiske økonomi gør ondt. Alt sammen helt korrekt.
Rikke Stampe, en af landbokvinderne bag facebook-gruppen »Glade stiletter i landbruget« kunne også fortælle om en presset økonomi hjemme på bedriften. Men, tilføjede hun, »jeg har en mand, der elsker livet hver dag. Vi elsker alle sammen hver dag livet på landet.« Ikke så konkret som Søbys tal og kurver, men utvivlsomt lige så rigtigt.
De to nethistorier illustrerer tydeligt landbrugets dilemma lige nu, og det samme gør de beretninger, der aflægges på generalforsamlingerne landet over. Det er hårde tider i erhvervet, og hos ganske mange kolleger har det gjort ondt lidt for mange år. De sidder tilbage på en gård, hvor økonomien halter, og hvor lånene gør det umuligt at komme videre. Det skaber selvfølgelig stor bitterhed mod et politisk Danmark, hvor det går langsomt med at række erhvervet en hjælpende hånd.
Omvendt nytter det ikke kun at tegne det sorte billede. At være landmand er en god tilværelse, men når alt tegnes sort i sort, ender både vi selv og omverdenen med at tvivle på, at erhvervet overhovedet har en fremtid. Og breder den tvivl sig, ja, hvorfor skulle nogen så være interesseret i at hjælpe os? Troen på en god fremtid er simpelthen forudsætningen for at få opbakning i en hård nutid.
