Miljøets græsrod satte udvikling af erhverv i fokus

Steen Gade, medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti og tidligere direktør for Miljøstyrelsen, fyldte 70 år 9. april.

Steen Gade er uddannet lærer og underviste i folkeskolen 1969-79. Han var formand for Folketingets miljøudvalg 1994-1999, og fra 1999 til 2003 direktør i Miljøstyrelsen. I folketingsarbejdet er han SFs ordfører for klima og energi, erhverv og vækst samt it.

Steen Gade er den nuværende politiker, der har repræsenteret Vestjylland i Folketinget i flest år. Fra Herning, Skive og nu fra Silkeborg. I alt snart 23 år.

Steen Gade har i alle årene været optaget af miljø i bredeste forstand. Fra barndommens fugleture til Vejlerne til en omfattende indsats for vedvarende energi og oprydning på Cheminova. Karakteristisk for ham er, at han altid har kæmpet for at forene den nødvendige skarpe miljøpolitik med en stærk indsats for erhvervene. Det gælder eksempelvis for opbygningen af vindmølleindustrien, der har ført til tusindvis af produktionsarbejdspladser. Hans indsats for sikre vandressourcer har desuden skabt nye eksportmuligheder for vandindustrien, og Steen Gade vil også vedgå, at han »stod fadder« til forarbejdet til verdens første økologilov - den danske.

Senest har Steen Gade kastet sig ud i en redningsaktion for at sikre bioraffinaderiprojektet ved Maabjerg ved Holstebro ved at foreslå en lånegaranti fra staten på to mia. kroner samt krav om iblanding af anden generations-bioetanol i danskernes benzin.

Steen Gade har også arbejdet med ulandspolitik og udenrigspolitik og har gode kontakter i så forskellige lande som Kina og Bangladesh. Har deltaget i mere end ti klimatopmøder og tog de første hårde opgør i SF for at ændre SF’s europapolitik.

Han har været aktiv i Mellemfolkeligt Samvirke og som initiativtager og formand for Nyt Europa og som aktiv i Globe, der er en global forening af miljøengagerede parlamentarikere på tværs af grænser og af partier.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle