Gennem flere år har dansk landbrug været vidne til en endeløs holmgang om miljøgodkendelser. I første runde har lovgivningen, behandlingssystemet samt en række kommuners langsommelighed i godkendelsesprocesserne været årsager til forståelig frustration hos hundredvis af landmænd landet over, som i måneder / år har ventet på behandling af miljøansøgninger.
Anden omgang er så absolut ikke blevet bedre, idet vi nu for alvor er nået til klagesagerne, som er havnet i Miljøklagenævnet, hvor sager har hobet sig op i årevis, fordi ressourcerne har været alt for knappe.
Hele intentionen bag et nyt system har været en mere ensartet sagsbehandling landet over. Men som flere medier har påvist er det tilsyneladende få, som kan udforme en miljøgodkendelse, Miljøklagenævnet vil anerkende. Sag efter sag hjemsendes til kommunerne med krav om fornyet behandling, bl.a. som følge af manglende BAT (bedste anvendelige teknik)- og naturvurderinger.
Juraprofessor Peter Pagh påpeger, at landbruget er underlagt et manualtyranni, som bygger på skrivebordsafgørelser, og at alt for mange sager falder i Miljøklagenævnet, fordi nævnet bl.a. vurderer, at kommunernes Natura 2000-vurdering ikke er tilstrækkelig. Peter Pagh stiller spørgsmålstegn ved, om fokus er det rette i Miljøklagenævnet, og han mener, at de standardiserede manualberegninger er i strid med EU's direktiver.
Politisk bør der gribes ind over for denne ødelæggende sagsbehandling, som underminerer kommunernes miljøbehandling og ødelægger landmænds muligheder for udvidelser og omlægninger. Vel at mærke udvidelser og omlægninger som fremmer de nyeste dyrevelfærdsaspekter samt miljøfremmende foranstaltninger. Politisk bør der sendes klarere signaler i den lovgivning, som Miljøklagenævnet er underlagt, lige som det kraftigt bør overvejes, om instanser som Det Økologiske Råd i det uendelige skal kunne fortsætte den vanvittige praksis med at indklage sager i hobetal, uden at det økonomisk eller på anden måde får konsekvenser for Det Økologiske Råd.
