Miljøinitiativerne har båret frugt

Landbruget har brug for rammevilkår som giver råderum og plads til vækst. Det fastslog formanden for Vestjysk Landboforening, Andreas Bjerregaard, i sin beretning ved generalforsamlingen i Højmark Forsamlingshus i sidste uge. 70 medlemmer deltog.

"De mange initiativer på miljø- og naturområdet de seneste tyve år har båret frugt. De store prisstigninger på landbrugsjord er nok det bedste eksempel på, at jorden er en knap ressource. Hensynet til miljø, klima, natur og landbrugsproduktion skal følges ad," sagde Andreas Bjerregaard og understregede ønsket om, at det skal være muligt at dyrke sunde og konkurrencedygtige afgrøder på robuste arealer.

I forbindelse med at de kommende krav i EU's vandramme- og habitatsdirektiver, som lægger yderligere pres på mulighederne for at bruge kvælstof, tilkendegav Andreas Bjerregaard, at erhvervet klart signalerer, at yderligere begrænsninger i kvælstofnormen ikke er en farbar vej. Det er tvivlsomt, om generelle virkemidler længere har effekt på miljøet overhovedet. "Lad os hellere fortsat tage de mest miljø- og naturfølsomme arealer ud af drift. Det kan gøres som det er praktiseret i en årrække med brak i form af randzoner og lignende, eller vi kan høste afgrøder til bioenergi på dem," sagde Andreas Bjerregaard.

Gårdbesøg rykker

Fire gårde i regionen åbnede deres døre for gæster ved det landsdækkende Åbent Landbrug-arrangement i september. Slagtekalve, smågrise og malkekøer blev vist frem for byfolk og naboer.

"Der er grund til at takke værterne og deres hjælpere, som gør en stor indsats op til og på selve dagen. Takken gælder også de mange landmænd, som året igennem på lokalt initiativ tager imod skoleelever og andre hjemme på gården," sagde Andreas Bjerregaard.

Under debatten blev der udtrykt bekymring for nationalparkprojektet omkring Skjern Å. Holdningen er, at landbrug der er omfattet af parken kan dyrke deres jord under samme betingelser som landmænd udenfor.

Foreningens direktør, Jens Møller Nielsen, kunne meddele, at foreningen er kommet ud af 2007 med et overskud på 293.000 kroner ud af en omsætning på ca. 48 mio. kroner. Der er ca. 1.000 medlemmer af Vestjysk Landboforening, fra hvis rådgivningshus i Ringkøbing der serviceres godt 1.500 kunder.

Gdr. Bent Madsen, Bregning, blev valgt ind i bestyrelsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle