Miljøordningen er en offentlig skandale

Der er stort set ikke blevet behandlet ansøgninger om miljøgodkendelse af husdyrbrug i området omkring Århus og Hadsten, kunne formanden for Århus-Hadsten Landboforening Erik Poulsen konstatere i sin beretning til generalforsamlingen i sidste uge.

Erik Poulsen uddybede sin kritik af den nye miljøgodkendelsesordning:

"Det er en offentlig skandale på linje med andre, store offentlige EDB-satsninger. Der er blevet reelt stop for udvidelser i vores område. Nogle få overgangssager tilbage fra amtets tid er afsluttet, men ikke andet. Det er trist at se, at den velvilje landbruget har til at forandre sig, må koste på miljø og dyrevelfærd, fordi vi ikke kan komme længere," sagde formanden.

Eget

administrationsgrundlag

Erik Poulsen kritiserede, at Favrskov Kommune er i gang med at udarbejde eget administrationsgrundlag med mange detaljer.

"Det tager tiden fra sagsbehandlingen, som kunne gøres ud fra statens administrationsgrundlag," sagde han.

Det fremgik af formandens beretning, at mange af foreningens opgaver handler om krav til landbruget fra byudvikling og miljøinteresser.

"Vi har store udfordringer i forbindelse med de kommende vand- og miljøplaner. Det vil få afgørende betydning for, hvor og om det er muligt at drive landbrug som i dag. Det er afgørende, at vi har plads til udvikling i primærproduktionen, som er med til at understøtte erhvervsklynger omkring erhvervet, sagde Erik Poulsen.

I Århus Kommunes planstrategi har foreningen arbejdet for at få reduceret de nye byvækstområder i den sydlige del af byen. Også i Favrskov Kommune gør foreningen en indsats for at få byudviklingen til at bygge "i højden" i stedet for at udlægge store arealer til bebyggelse.

"Det er vigtigt, at vi får et klart signal fra kommunerne om, at vores fødevareproduktion også lokalt skal være en integreret del af hele fødevareproduktionen i den midtjyske region. Her produceres en tredjedel af Danmarks fødevarer," sagde Erik Poulsen.

Foreningen sluttede regnskabsåret med et underskud på 1,7 mio kroner, som er trukket af egenkapitalen. Foreningen har ca. 450 aktive medlemmer og 573 passive. Den er i årets løb indgået i det fælles rådgivningsselskab LandboMidtØst, som er et samarbejde mellem Landbo Midt, Kronjysk Landboforening, Østjydsk Familielandbrug og Søhøjlandets Landboforening.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle