Million-forbedring i sigte for kvægbrug

Udsigt til markant forbedring af økonomien i 2017.

Med de seneste justeringer af mælkepriserne er der udsigt til flotte resultater for kvægbruget. Det kunne Peder Philipp, formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg, løfte sløret for i sin beretning på Kvægkongressen mandag.

Mælkeproducenter med 60-150 køer kan se frem til et driftsresultat på 507.000 kr. efter ejeraflønning. Har man 150-300 køer, er udsigterne 893.000 kr. og over 300 køer 2,4 mio. kr. Prognosen for økologernes driftsresultat er 1,1 mio. kr.

Resultatet er markant bedre end i 2016, hvor tallene på bundlinjen var røde. For de mindste er der tale om en forbedring af resultatet på 633.000 kr. efter ejeraflønning, mens mellemgruppen med 150-300 køer opnår en forbedring på 1,6 mio. kr. Bedrifterne med over 300 køer forbedrer resultatet med 3,3 mio. kr., hvis prognosen holder.

»De forbedringer er også stærkt tiltrængt,« siger Peder Philipp.

Hos Nykredit hilser landbrugsdirektør Poul Erik Jørgensen prognosen velkommen.

»Jeg tror, den er realistisk, den passer godt med det, vi hører, men der er også brug for, at det varer ved,« siger han.

Poul Erik Jørgensen mener, at merindtjeningen først skal bruges til at fylde huller.

»Det gør heller ikke noget, at der kommer noget ind på kontoen til, når mælkepriserne falder igen,« siger han.

Tredje trin vil ifølge Poul Erik Jørgensen være re-investeringer med et kraftigt fokus på lønsomhed.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle