Mindre ammoniak fra landbruget

Nye tal viser, at landbrugets ammoniaktab stadig falder og siden 1985 er faldet med 39 procent.

Landbruget belaster stadig miljøet mindre og mindre, og nye tal fra DCE (det tidligere DMU, red.) viser en fortsat positiv udvikling i landbrugets ammoniakbelastning. Fra 2009 til 2010 faldt ammoniaktabet med 0,6 procent til 71.760 ton, og siden 1985 er ammoniakbelastningen faldet med 39 procent, mens produktionen er steget med 30 procent.

"Den mangeårige nedgang fortsætter, og det er meget positivt. Det er endnu et skridt i den rigtige retning, og det er vigtigt at huske på, at man oven i købet har en stigende produktion, mens miljøbelastningen falder," siger Anne Ohm, miljøøkonom i Landbrug & Fødevarer.

Effektiv produktion

Størstedelen af det samlede ammoniaktab fra 2010 stammer fra husdyrgødning, og her er ammoniaktabet opnået gennem blandt andet forbedringer i avlsarbejdet og foderoptimering.

"Produktionen er blevet effektiviseret," siger Anne Ohm, der vurderer, at tabet fra ammoniak fortsat vil falde fremover.

"Landbruget arbejder stadig hårdt på at sænke miljøbelastningen. Det gælder for eksempel indførelse af ny teknologi og fortsat avlsarbejde," siger hun.

Den positive udvikling sker ikke kun inden for ammoniak. I februar kunne LandbrugsAvisen fortælle, at belastningen fra fosfor og kvælstof også er faldende med henholdsvis 105 og 54 procent fra 1985 til 2010.

mle@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle