Minister forstår utålmodigheden

Målrettet miljøregulering i marken skal følges ad med ny husdyrregulering i 2016, påpeger Kirsten Brosbøl.

»Vi har sat mange ting i gang i forhold til Natur- og Landbrugskommissionen.«

Sådan lyder miljøminister Kirsten Brosbøls (S) første indskydelse på spørgsmålet om, hvornår der sker noget.

Men hun erkender, at det ikke er blevet til mange konkrete tiltag på nuværende tidspunkt. Eksempelvis erkendte den daværende regering i 2009 og 2010 i Grøn Vækst, at husdyrreguleringen var håbløs. I juni 2011 kom husdyrreguleringsudvalget med en klar anbefaling om at indføre emissionsbaseret regulering. Så tænkte NLK over det og kom til samme konklusion i 2013, og vækstaftalen siger det igen.

»Jeg forstår godt utålmodigheden, men der er mange ting, der skal følges op, og som vi ikke er i mål med endnu,« erkender hun.

Ifølge ministeren er ændring af miljøregulering i staldene nødt til at følges med målrettet miljøregulering i marken.

»Vi kan ikke starte med en ting, for så skal det laves om senere igen. Det er svært og dyrt at køre parallelle systemer,« siger hun.

Ifølge miljøministeren betyder det, at adskillelsen af mark og stald i husdyrreguleringen tidligst bliver en realitet i 2016.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle