Ministeren, ulvene, Roundup og lidt dyrere bøf

»Jeg havde allerhelst set, at vi ikke havde fået ulven tilbage«, sagde en meget nøgtern miljøminister Lea Wermelin, da hun mandag præsenterede nye tilskud til ulvehegn

Det er ikke så voldsomt meget, vi har hørt til den efterhånden ikke længere helt nye, socialdemokratiske miljøminister Lea Wermelin. Langt de fleste initiativer har været hyggelige og fredelige - en vandretur på Mandø, affaldsjagt med skolebørn, runde formuleringer om cirkulær økonomi og en temadag om bæredygtigt legetøj. Samt, indrømmet, 500 km små vandløb, der nu skal reguleres.

Mandag placerede hun sig imidlertid lige i hjertet af striden om de jyske ulve, der i den grad har splittet sindene - på den ene side dyrevennerne, der nyder et nyt dyr i naturen, og de landmænd og beboere, der lider under at have et rovdyr i nabolaget. Rent praktisk skete det ved at skabe en ny såkaldt »ulvezone« sydøst for Herning. Lodsejere i den 600 kvadratkilometer store zone får nu støtte til hegn og vogterdyr.

Jeg var helst fri

Wermelin lagde ikke skjul på, hvor hendes egen sympati ligger:

»Jeg havde allerhelst set, at vi ikke havde fået ulven tilbage«, sagde hun til JyllandsPosten.

»Den skaber bekymring, frustrationer og konflikter i dele af landet, og derfor skal der bedre mulighed for regulering end i dag«.

Fælles EU-regler står i vejen for en egentlig regulering. Igen er Wermelin klar i mælet:

»Der er i dag meget skrappe krav til regulering af ulve i EU, og dem skal der løsnes op for. Vi bliver nødt til at begynde at tage mere hensyn til de lokale bekymringer«.

Kofoed kvitterede

Wermelins landsmand, LF viceformand Thor Gunnar Kofoed, kvitterer som du kan se her på siden for udmeldingen. Han ønsker tilskud til lidt større område, hjælp til at vedligeholde hegnene og nye EU-regler »med fleksibel forvaltning« (læs: Mulighed for at skyde de mest krigeriske ulve).

42.700 Roundup-klager

I ugens løb præsenterede den tyske kemigigant Bayer sit kvartalsregnskab, og igen var pesticidet Roundup i søgelyset. En stribe amerikanske advokater samler klagere, der mener, de er blevet syge af midlet, og er nu nået op på 42.700 sagsøgere til de kommende retssager. Det er mere end en fordobling siden juli.

Roundup-klagerne ventes at koste Bayer et stort milliardbeløb og har omtrent halveret aktiekursen. Debatten har fået flere europæiske lande til at varsle et forbud mod det virksomme stof glyphosat.

Også på det område har vi set en dansk miljøminister, der siger noget andet end det umiddelbart populære hos kernevælgeren. »Der er ingen af de godkendte aktivstoffer, som fuldt ud kan erstatte glyphosat«, skrev hun som tidligere omtalt på denne plads i et Folketingssvar i begyndelsen af oktober.

Wermelin er med i Statsministerens følge, når L&F holder delegeretmøde i næste uge. Hun stiller op til klimadebat med LF-direktør Anne Arhnung - det kunne godt gå hen og blive ret spændende.

Omsider: Lidt dyrere oksekød

Ellers bragte ugen en god, stilfærdig nyhed om, at prisen på oksekød omsider stiger en anelse. Som det hed fra Danish Crown: »På hjemmemarkedet samler interessen sig om hakket kød og udskæringer til hverdagsretter«.

Så, jo, klimasnakken påvirker utvivlsomt efterspørgslen, men det ændrer ikke på, at spaghetti med kødsovs stadig er det grundstof, der får dagligdagen til at hænge sammen hos rigtig mange børnefamilier.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle