Ministerens plan skal holde MRSA i staldene

Fødevareminister Dan Jørgensen lancerer fempunktsplan for at inddæmme MRSA og nedbringe antibiotikaforbruget.

Tøjskift og vask af hænderne bliver et krav hver gang, man forlader en svinestald.

Det er et af punkterne i en fempunktsplan, fødevareminister Dan Jørgensen lancerer for at begrænse spredning af MRSA fra svinestalde til omverdenen.

»Vi skal have bremset smitten af MRSA fra svinebesætninger til det omgivende samfund ved stalddøren. Derfor indfører jeg krav om oprettelse af en smittebeskyttelsesplan samt obligatorisk tøjskift og håndvask, når man forlader stalden. Endvidere opretter vi en MRSA-rådgivningstjeneste, så landmænd og andre kan få mere at vide om, hvordan man undgår smitte,« siger fødevareministeren.

Smittebeskyttelsesplanen indebærer, at landmanden og dyrlægen skal drøfte, hvilke yderligere tiltag der kan reducere spredning af sygdomme og bakterier fra stalden.

Et punkt i planen er også et stop for rutinemæssig flokmedicinering, der netop er trådt i kraft.

Den nye MRSA rådgivningstjeneste, der etableres i samarbejde med Sundhedsministeriet, målrettes personer, der arbejder med svin og sundhedspersoner.

Det sidste punkt i fødevareministerens fempunktsplan er en evaluering af afgiftsstrukturen på antibiotika med det formål at finde nye løsninger, der kan styrke incitamentet til at vælge alternativer til antibiotikabehandling, som for eksempel forebyggende vaccinationer.

Bakker op

Landbrug & Fødevarer bakker op om fødevareministerens plan og mener, at den vil hjælpe.

»I vores egne forholdsregler for svinebesætninger med MRSA fremhæver Videncenter for Svineproduktion håndvask og tøjskift som en god stopper for smittespredning, så det er vi rigtig glade for, at ministeren har fremhævet i sin plan. Samtidig bakkes det op med en rådgivningstjeneste, som kan gå aktivt ind og rådgive både landmanden ude på gården og sundhedspersonalet om MRSA. På den måde sikrer man, at fagpersonerne er ordentligt informeret, hvilket vil hjælpe til at begrænse smitten,« siger Jan Dahl, dyrlæge og chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Han fremhæver samtidig en god dialog om smittebeskyttelsen mellem dyrlægen og den enkelte landmand som et godt initiativ i planen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle