Svineproducent Mogens Jensen gør alt hvad han magter for ikke at ryge på tvangsauktion. Han prøver med god hjælp fra venner og familie at holde humøret oppe og finde en løsning med kreditorerne.
Bygningerne stråler af velholdthed. Væggene er hvidkalkede, vinduerne rødmalede. Gårdspladsen er fri for ukrudt og revet, og der rodes ikke rundt om bygningerne. Alt ånder idyl, men ren idyl er det desværre ikke hos landmand Mogens Jensen ved Holbæk.
"Vi er hårdt presset rent økonomisk, og det kan i værste fald ende med, at vi skal afhænde gården," siger han.
De økonomiske problemer på bedriften, der også omfatter 500 søer og produktion af syvkilosgrise, hænger over hovedet og fylder dagene med tanker om, hvordan han kan redde stumperne.
"Det er det første, jeg tænker på om morgenen, og det sidste jeg tænker på, når jeg går i seng," siger Mogens Jensen.
Stort hul
Han køber ejendommen i 1983 og bygger til 50 søer. Siden drosler han stærk ned for landbruget, men i 2006 køber han en ejendom til med 500 søer for igen at blive fuldtidslandmand. Siden er det ikke gået så godt - med økonomien vel at mærke.
"Kornet står godt, det går godt i stalden, det går fint med landbruget. Men økonomien går skidt," siger Mogens Jensen der synes, det er paradoksalt.
Det er ved budgetkontrollen i oktober sidste år, han kan se, at den er helt gal med økonomien. Der mangler 50 kr. pr. gris, og dem er der 13.000 af på årsbasis, i forhold til budgetter.
"Alle pengene ryger i et stort hul, da vi sælger høsten, der plejer vi ellers at have noget likviditet," konstaterer han.
Officielle budgettal
De budgetter, han lægger sammen med rådgiverne, da han investerer i 2006, er blandt andet prognoserne fra Danske Slagterier. Det lyder som om bunden er nået, og pengeinstitutterne har stor tiltro til dem. Derfor kaster Mogens Jensen sig ud i den store investering og ejendomshandel med godt mod.
Markedet udvikler sig dog helt anderledes end forudset, og røde tal blinker i øjnene.
"Jeg føler mig ikke snydt. Jeg troede, det var en god investering," siger han for at understrege, at han ikke er ude med riven efter sælger og rådgivere.
Holder familiemøde
I november er det så alvorligt, at det ikke er til at se bort fra risikoen for, at det ikke hænger sammen økonomisk. Ejendommen, hvor fire børn er født og opvokset, står også på spil. Og Mogens Jensen beslutter sig for at holde møde med børn og svigerbørn ved køkkenbordet og fortælle, hvor slemt det ser ud.
"Det nytter ikke at gå og dukke sig. Jeg har investeret, og der har ikke været økonomi i det. Det er selvfølgelig et nederlag, at det ikke er lykkedes," siger han.
Han kalder derfor familien sammen til orientering, og spørger også hvad de synes han skal gøre.
Den beslutning er han glad for. Både fordi han ikke skjuler for børn og svigerbørn, at det er alvor, og fordi han har brug for, at de ved det, når han skal skride til handling.
"Det er vigtigt, at de er klar over, hvordan det ser ud," siger han.
Han glæder sig over, at de oven i købet kommer med kvalificerede indspil, uanset om de er 16 eller 24 år, og efter mødet sætter han 70 hektar til salg for at betale regninger.
I maj bliver jorden solgt, og selv om prisen ligger på 75 procent af, hvad den gjorde, da den lå højst, har han ikke sat penge til på jorden.
"Man skal se succeserne, selv om man er på den," smiler han.
Identitet på spil
Han kunne da heller ikke finde på at smide nøglen frivilligt. Rådgiverne og advokaten arbejder stadig på højtryk sammen med Mogens Jensen om at finde en varig og konstruktiv løsning på den dårlige økonomi. En løsning, hvor de bliver på gården.
"Det er det, vi går efter. Så kan vi ikke gå og tænke på alle mulige andre veje," siger han.
Når man står på afgrundens rand opdager man, hvor meget der faktisk står på spil, hvis der ikke findes en konstruktiv løsning.
"Det er ikke kun pengene. Det er også min identitet som landmand og i lokalsamfundet, mit fag, mit job og familiens bolig, og det er meget at miste på en gang," siger han.
Mogens Jensen gør sig dog umage for at holde humøret oppe og ikke gå ned med flaget.
"Når nogen spørger, siger jeg, det går godt, men vi er hårdt pressede på økonomien. Man er nødt til at være ærlig," siger han.
Nogle venner og kolleger, der er tættere på, ved lidt mere og ringer nu og da og spørger om, hvordan det går.
"De er nogle guttermænd, fordi de lytter. Det er dejligt," smiler han.
Presset til at afskedige
Medarbejderne hører også til dem, der bliver orienteret mere end de fleste, uden at belemre dem med detaljer, de ikke har brug for at kende. Så de ved, at økonomien er stram.
Mogens Jensen har også på et tidspunkt været nødt til at afskedige en medarbejder.
"Kreditorerne har en forventning om, at man gør sådan noget for at vise, at man tager de økonomiske problemer alvorligt," siger han.
Inderst inde tror han ikke, det var den rigtige løsning, for når man er en person mindre, får man ikke gjort arbejdet lige så godt, og så bider det sig selv i halen. Mogens Jensen kan se det på smågrisedødeligheden.
"Det er ikke sikkert, man sparer penge ved at afskedige, fordi det kan munde ud i et dårligere produktionsresultat," siger han.
Dyrt at være fattig
Også på andre måder sætter den dårlige økonomi en række begrænsninger for ham som landmand, og det er dyrt at være fattig.
"Tusindlapperne ruller hurtigt over bordet til advokat og konsulenter," konstaterer Mogens Jensen.
Han drømmer dog ikke om at undvære disse, som han har brug for at sparre med, og som han i øvrigt har fuld tillid til. De gør det også muligt at fægte sig videre uden at gå helt ned, for man kan ikke nå det hele selv.
"Jeg beder for eksempel konsulenten om at forberede materiale til pengeinstituttet, og advokaten har overtaget dialogen med dem."
For selv om han skal spare, er det vigtigt at tingene bliver gjort ordentligt. Det er faktisk også derfor der er så ryddeligt på ejendommen. Han har et par gange betalt nevøen for at rydde op, så alt ikke går i baglås.
"Det er det bedste, vi har gjort, så man kan bevare overblikket i det praktiske arbejde," siger han.
Det er ikke de eneste ekstra omkostninger, der ligger i at have dårlig økonomi.
"Man kan ikke lige lave en hurtigt, god handel i min situation, og man er på forhånd bagud, når man skal presse prisen på for eksempel kemikalier og gødning," konstaterer han.
Med i foreningsliv
Mogens Jensen gør sig dog umage for, at det ikke bliver for surt, for det smitter af på omgivelserne.
"Man skal passe på sig selv. Jo mere fokus der er på krise, jo mindre inspirerende bliver man at være sammen med," synes han.
Derfor sørger han for fortsat at være en del af foreningslivet, så han ikke går helt i stå.
Han mener, at landbrugstoppen har været meget længe om at forholde sig til, at landbruget er presset på økonomien. De har været temmelig tavse, synes han.
"Så tænker man, 'er det kun mig, der ikke kan få det til at hænge sammen.' Det kunne have været en god støtte at have nogle udmeldinger fra den side," siger han og mindes, hvordan H.O.A. Kjeldsen tydeligt markerede landbrugets synspunkter under kriserne i 70'erne og 80'erne.
Det siger han ikke for at fralægge sig ansvaret, som han igen og igen konstaterer er hans eget. Det eneste han undrer sig over er, at det er blevet så svært at få en aftale med kreditgiverne, som det er i dag - de har jo også været med på at løbe risikoen.
"Samfundet har lige reddet bankerne. Jeg synes, de har en moralsk forpligtelse til at vise samfundssind i stedet for at blive så ualmindeligt forsigtige, så virksomheder må holde op," siger han.
