Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen! Sådan lyder digtet af Onkel Danny alias Dan Turèll. På trods af at landbruget og fødevareerhvervet upåvirket har knoklet på hele vejen igennem coronakrisen, vil hverdagen i fremtiden være påvirket af pandemien. Nu gik det da ellers lige så godt.
Murens fald og ophøret af den kolde krig indledte dengang en æra med en enorm velstandsfremgang i Europa. Østudvidelsen, det indre marked og Schengen gav en verden af uanede muligheder.
Krigsdeltagelse og terror lurede i overfladen, og så kom finanskrisen. Ja vi havde ligefrem kollektivt overforbrugt.
At en pandemi kunne og ville lægge hele verdenssamfundet stille, lå der ikke de store beredskabsplaner for, men det blev ikke desto mindre til virkelighed.
Ligegyldig hvor mægtige nationer eller religioner er eller vil være, står alle pludselig lige. Der er selvfølgelig forskel på formåen i de forskellige sundhedsvæsner. Ikke mindst når man bor i grænselandet Slesvig, mærker man på en gang, hvor stor værdi et åbent samfund med åbne grænser har. I den nødtvungne situation, der næsten føles som en politistat, kan man sagtens fornemme savnet af frihed. Jeg ved godt, at banditter og andre har vanskelige vilkår i et lukket samfund, hvor tillige alle boliger er belejret, men jeg håber aldrig, at det bliver nødvendigt at blot nogle af de nuværende restriktioner bliver permanente, for så har vi sandelig tabt på alle parametre.
Vi må naturligvis have tillid til, at iværksatte restriktioner er nødvendige, men følelsen af at demokratiet er udfordret, friheden indskrænket og stort set alle kulturelle aktiviteter lagt på is er bestemt ikke rar. Tiden vil vise, om der efterfølgende er menneskelige og sociale konsekvenser af et nedlukket samfund.
Solidaritet og sammenhold bør også i sådanne situationer være bærende værdier. Derfor synes jeg også mindre godt om, at landegrænsen ensidigt blev barrikaderet med bl.a. betonklodser m.m., ligesom det meget tøvende tilbud om hjælp til Italien, da tilstanden var allermest kaotisk. Som i hele flygtningeproblematikken lader vi Italien i stikken, hvilket jeg synes er problematisk. Italien er bl.a. også en vigtig samhandelspartner, som vi har et rimeligt stort handelsoverskud med.
Da regeringen »lukkede« Danmark ned, blev der straks meddelt både fra stats- og fødevareministeren, at fødevareforsyningen var sikker. Dette har heldigvis vist sig at holde stik, men intet er i realiteten en selvfølge. Vi har set, at personalet i forarbejdningsindustrien i udlandet har været ramt.
Under fødevarekrisen grundet global tørke i 2008 steg priserne eksplosivt. Samlet set var der fødevarer nok, men alene prisstigningerne fik fatale konsekvenser. De høje fødevarepriser var en af faktorerne, der udløste det »Arabiske forår«, hvor efterdønningerne bl.a. blev enorme flygtningestrømme. I den nuværende krise har der ligeledes været optakt til uro på råvaremarkederne. Spekulanterne våger som gribbe og vil udnytte enhver situation. »Fødevareforsyningen« er aldeles ikke sikker, for der er faktorer som: Vejr/ klima, veterinær samt f.eks. IT-infrastruktur (spørg bare Danish Agro, der p.t. gennemgår et mareridt). .
Krisen har vist hvor vigtig en brik landbruget er. Derfor mener jeg også, at politikken bl.a. af ovennævnte grunde skal sætte nye prioriteter. Klima og den grønne dagsorden forsvinder ikke, men tilgangen til løsningen skal ændres. Væk med »de politiske straffeaktioner« og sæt målopfyldelse i et meget længere perspektiv. Et selvhjulpet landbrug har stor værdi for samfundet.
