Når landmænd står sammen, så kan intet slå andelsbevægelsen

Landmænd bliver aldrig færdige med at småskændes om, hvorvidt andelspengene ligger bedst i virksomheden eller i ejernes lommer. Men det er i virkeligheden den helt store styrke ved andelsselskaberne. Det mener i hvert fald Christian Junker, der frem til sin selvvalgte pensionering i 2017 stod bag et af landets mest ekspansive andelsselskaber, Danish Agro.

Det med pensionering vender vi tilbage til om lidt. Først andelsselskaberne, som Junker ser som den absolut mest driftssikre selskabsform:

»Jeg har stor respekt for private virksomheder, men hvis ellers landmændene kan finde balancen mellem det politiske og det kommercielle, er der intet, der kommer op på siden af et andelsselskab«.

»I en andelsvirksomhed har du ikke problemer med generationsskifte. I privatejede virksomheder sidder der ofte en patriark, som vil blive ved med at bestemme, og der skal udpeges en efterfølger. I en andelsvirksomhed har man de lange briller på modsat et børsnoteret selskab, hvor alle stirrer på aktiekurserne«.

35 bestyrelsesposter

Og så tilbage til det med pensioneringen. Efter at have være drivfjederen i Danish Agros udvikling fra et lokalt grovvareselskab på Østsjælland til i dag at være næststørst i Danmark og sjettestørst i Europa overdrog Junker posten som administrerende direktør til sin sidekick Henning Haahr i 2017 efter et veltilrettelagt generationsskifte.

Hvor andre topbosser må vente forgæves på at få fingre i attraktive bestyrelsesposter, har der hurtigt været brug for Junkers ekspertise andre steder. I dag er listen over engagementer lang som et europæisk melodigrandprix med repræsentation i 16 koncerner og 35 bestyrelsesposter i syv lande. Posterne er kommet med det, som Junker kalder »summen af tilfældigheder«, og ofte er Junker endt for bordenden som formand.

»Ja, der har været en del henvendelser«, fortæller Christian Junker, der ikke lægger skjul på, at det hverken skyldes, at han er en netværkshaj eller en konferenceløve.

»Jeg vidste ikke engang, hvad linkedin var, før jeg stoppede«, siger Junker om den professionelle netværkspendant til Facebook.

»Jeg havde valgt at bruge alle mine kræfter i Danish Agro og sagt nej til andre tilbud. Men jeg vidste også godt, at jeg hverken skulle spille golf eller sidde og se børnebørnene vokse. Arbejde er mit liv og min hobby«.

To plus to skal give fem

Trods den utilslørede kærlighed til andelsbevægelsen er det i dag privatejede virksomheder, der fylder mest i Junkers portefølje. Fællesnævneren er, at det skal være steder, hvor Junker føler, at han kan bidrage med noget. Derfor bliver det f. eks heller aldrig inden for IT eller i medicinalbranchen, den tidligere grovvareboss kommer til at slå sine folder.

»Men jeg har heller ikke været kritisk. Det betyder ikke noget for mig, om det er en stor eller en lille virksomhed, bare jeg kan bidrage med noget. Min store fordel er nok, at jeg har taget hele turen nedefra og ikke fra starten har sat mig på toppen med en universitetsuddannelse. Jeg har været med til at lægge sten på sten. Jeg har en relativ stor bredde«.

Altid beredt

Til interviewet, der er placeret efter et bestyrelsesmøde i Odense på vej mod et fly til Düsseldorf, møder Junker op i København med en bunke tætskrevne ark. Med sirlig fyldepen har han nedfældet allehånde svar og tanker på spørgsmål, som en nysgerrige journalist kan finde på at stille. Selv om han ikke har fået spørgsmålene på forhånd, har Junker tænkt interviewet nøje igennem:

»Jeg møder aldrig uforberedt. Aldrig. Jeg er ekstremt struktureret og kan ikke leve på andre måder«, siger Junker og tilføjer eftertænksomt: »Jeg er nok i virkeligheden en pain in the ass«.

Og det er nok det tætteste, man kommer på en enkel forklaring på Junkers force i bestyrelsessammenhæng. Prøver man at lirke døren til maskinrummet op, får man med Junkers egen variant af jysk beskedenhed onlineres som »it all depends on people« og »kriseramte virksomheder er som et uplejet ægteskab«. Presset indrømmer han dog, at han »er en udmærket markspiller« og en »stabiliserende faktor, der er med til at få to plus to til at giver fem og ikke tre«. Og at han da også er både ærgerrig og ambitiøs.