NaturErhverv: Meld snyd med EU-støtte

NaturErhvervstyrelsen har oprettet en side, hvor man kan anmelde andre for at modtage ulovlig EU-støtte.

Hvis du har en konkret mistanke om, at en person eller virksomhed bevidst modtager EU-tilskud under falske forudsætninger, kan du anmelde det til NaturErhvervstyrelsen.

Sådan lyder det nu fra NaturErhvervstyrelsen, der har lavet en side på nettet, hvor man kan anmelde andre for at få støtte, de ikke er berettigede til.

Hos Landbrug & Fødevarer bliver den nye net-side mødt med en vis undren.

»Jeg ved ikke, hvad de vil med det. Jeg bryder mig ikke om det tankesæt, at man skal gå rundt og holde øje med hinanden. Den slags service var udbredt i det tidligere DDR,« siger Martin Merrild, formand for L&F.

EU-krav

Hos NaturErhvervstyrelsen peger enhedschef Hans Jørgen Langfrits på, at den nye net-side er kommet i forbindelse med, at EU kræver en »anti-svig-strategi.«

»Det er noget, EU har øget fokus på,« siger han.

EU kræver, at man i landene tager initiativer til at opdage og til at bekæmpe svig, og der skal være retningslinjer og procedurer. Den nye webside er en del af den strategi.

Den nye net-side har til formål at informere den, der henvender sig, så alle får en ensartet behandling.

»Det fremgår også klart, at der skal meget tungtvejende grunde til, hvis man vil være anonym,« siger han.

NaturErhvervstyrelsen forventer ikke »at blive lagt ned af henvendelser på grund af den nye side«.

I Storbritannien har myndighederne en tilsvarende vejledning om at melde snyd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle