Den tekniske udvikling i vores levetid kan sommetider synes skræmmende. Alt centraliseres i samfundsorganisationerne, og man forudsætter, at alle danske er "på nettet".

Min computer har jeg overtaget, da én af sønnerne skulle have en yngre model. Den har fungeret fint som skrivemaskine, men jeg er lidt til grin i omgangskredsen, fordi netforbindelsen er ført til min bryggersdør og ikke længere.

Min tilværelse er stadig fyldt med en masse praktiske opgaver, som jeg er glad for. Jeg ønsker ikke at tilbringe timer foran tidsrøveren, som jeg kan se andre gøre. Facebook med vennekreds er slet ikke mig. Mine venner vil jeg gerne møde ansigt til ansigt, se deres udtryk og lytte til tonefaldet.

Forleden besøgte jeg min ven på Lolland, som altid på denne årstid med bagagerummet fyldt med æbler. En dag tog vi på turne på øen til slægt og venner, som kunne tænkes at have brug for frugt. Vi nåede at besøge fire hjem på en dag, vi fik en rigtig god snak hvert sted og erfarede, hvordan helbreds- og sindstilstanden er lige nu i de hjem. Ikke alt så lyst ud, men vi fik så hjertelig en modtagelse alle fire steder, så jeg føler en taknemlig varme i sindet ved at tænke på den dag, og det var i grunden æblernes fortjeneste. Ellers var vi ikke kommet af sted.

Men nettet, altså - ældre folk har vel altid strittet imod forandringer, men lige nu bliver en stor del af befolkningen hægtet af systemet. Jeg synes ikke, det er rimeligt, men jeg føler mig tvunget til overgivelse. Efter jul må jeg se at få kassen sluttet til systemet, før har jeg ikke tid.

Min egen mor var i vanskeligheder, da hun blev enke, og hendes søstre ligeså, de havde aldrig udfyldt en giroblanket, for mændene havde klaret den slags opgaver gennem alle årene. Min morbror, som var fhv. kæmner, kørte rundt til søstrene hver måned og klarede udbetalinger, selvangivelser og den slags, til han blev 90 år.

Og kørekort havde de jo heller ikke. Mange mænd af deres generation følte det nedværdigende, hvis konen styrede ved rattet, eller tømmerne. Sligt er vi længst kommet over.

I går stod jeg over for en flok på 130 ældre, som mødes i et center på herningegnen hver uge til en kombineret sports og kultureftermiddag. Let forpustede og blussende kom flokken ind til kaffebordene efter træningen, og snakken og stemningen var af sådanne dimensioner, at jeg følte mig lidt utilpas ved at forstyrre dem med mine historier.

Men de kunne både lytte og synge, og min ven og jeg fik en god snak i tilgift og blev imponerede over den sprudlende glæde og livskraft, vi mødte.

Der er masser af energi i den såkaldte "ældrebyrde", og vi skal ikke hægtes af systemet. Efter jul, altså, så går jeg i gang og kan måske som min gamle morbror hjælpe andre omkring mig.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle