New Holland klar med bomstærk rotortærsker

Med op til 653 heste i topmodellen bliver den gule CR-serie verdens stærkeste mejetærsker på markedet.

To ting skiller sig væsentligt ud på New Hollands nye CR-serie af mejetærskere: Masser af hestekræfter og nyt miljø for piloten i førersædet.

Mandag i denne uge løftede New Holland sløret for en ny CR-serie af mejetærskere, der med en ny topmodel runder 652 hestekræfter. Det er hele 81 flere end på den hidtidige topmodel CR9090 og gør CR10.90 til verdens stærkeste mejetærsker på markedet pt.

»I 2008 lancerede vi CR9090, og nu tager vi endnu et kæmpe skridt fremad. Med CR10.90 øger vi kapaciteten med op til 15 pct., og vi har ganske enkelt verdens største mejetærsker. Den nye CR-serie er kulminationen på 40 års arbejde med vores dobbelt-rotor teknologi,« fortalte en stolt Hedley Cooper, ansvarlig for New Hollands mejetærskerdivision.

Tærskeværk som vi kender det

Når det gælder tærskeprincippet med de dobbelte rotorer er der ikke sket store ændringer på den nye CR-serie. Men serien kan fås med Dynamic Feed Roll, som består af en cylinder, der vender på tværs lige før rotorerne. Den giver et øget og mere jævnt flow i visse afgrøder.

»Sidste år fik vi de første maskiner til landet med systemet, og på den nye serie vil vi helt sikkert også slå et slag for DFR, da det er med til at øge kapaciteten betragteligt,« mener Ove Juel, ansvarlig for marketing, New Holland Danmark.

Serien kan ligeledes fås med Twin Pitch rotorer, der i forhold til standard-udgaverne gradvist har længere afstand mellem slaglerne og derfor egner sig til bedrifter med varieret sædskifte.

Mere plads og bedre udsyn

CR anno 2015 kommer i seks forskellige modeller, én flere end den nuværende serie. Alle modeller fås med New Hollands bælteundervogn, og på CR10.90 er SmartTrax-undervognen med hydraulisk affjedring standard.

På alle modeller sidder en helt ny kabine ved navn Harvest Suite Ultra. Den byder på mere plads, bedre udsyn og Intelliview IV-terminalen samt kørehåndtaget fra New Hollands FR finsnittere. Terminalen er i øvrigt monteret på en skinne, så den kan flyttes i hele armlænets længde.

»Et stort skærebord kræver masser af udsyn, så vi har øget arealet med glas i kabinen fra 5,9 til 6,3 kvadratmeter,« siger Hedley Cooper.

Den nye CR-serie er klar til levering fra næste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle