"Ni ud af ti landbrug er for store"

Landmand mener, at analyse af stordriftsfordele er ude af trit med virkeligheden.

I sidste uge skrev vi her i LandbrugsAvisen, at ni ud af ti heltidsbrug er for små.

Det har fået Frederik Djernæs fra Sdr. Omme til at reagere.

»Det harmonerer slet ikke med virkeligheden. Vi hører jo rigtig meget om de store bedrifters problemer. Stordriftsfordelene er åbenbart ikke store nok, eller også er der fejl i regnestykket,« siger Frederik Djernæs.

»Jeg vil slet ikke afvise, at der er stordriftsfordele, men der er også smådriftsfordele.

Teorien viser, at der er stordriftsfordele, men sjovt nok viser regnskaberne noget helt andet.

Analysen siger, at ni ud af ti landbrug er for små, men jeg vil vende det om og sige, at ni ud af ti landbrug er for store,« siger Frederik Djernæs.

Et godt resultat

Han bruger sin egen bedrift som eksempel på, at bedrifter ikke behøver at være store for at give et godt økonomisk resultat.

»Vi har i 15-16 år haft en bedrift med godt 30 køer, og vi har aldrig haft røde tal på bundlinjen. Sidste år fik vi et virksomhedsresultat på 370.000 kr. efter afskrivninger og renter, og kommunen mener, jeg har tjent så meget, at jeg skal af med 13.000 kr. om måneden i skat,« siger han.

Hans kone, Kirsten, har udearbejde, og deres økonomi rækker fint til, at de kan tage på ferie. Sidste sommer var de for eksempel en tur i Island, fortæller han.

Han understreger, at de langt fra er de eneste, der klarer sig godt med en mindre bedrift.

Lave omkostninger

»Vi har en lavomkostningsstrategi. Det er næsten en newzealandsk model, hvor det handler om at gøre det så simpelt som muligt og holde omkostningerne så lavt som muligt.

Vi havde lave etableringsomkostninger og kom billigt til gården, men så skulle den også i gang igen.«

Selv om diskussionen om stordriftsfordele handler om økonomi, er han meget mere optaget af, hvad det gør ved udviklingen i landdistrikterne, når der bliver færre landbrug.

»Det påvirker lokalområderne negativt, når der bliver færre folk på landet. Der bliver færre aktiviteter og færre servicefunktioner. Det bliver sværere at holde liv i skoler, sport og kultur,« siger Frederik Djernæs.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle