Niels gør klar til ti dage i fængsel

Landmand, der rensede tagrende og kom på kant med loven, vil have sin kone med i fængsel.

Når man lægger vejen forbi Lindegården for at besøge Niels Kristensen, er der ualmindelig stor sandsynlighed for at møde ham i arbejdstøj. Alderen på 89 år er ingen hindring for Niels, der tænker, arbejder og bevæger sig som en mand i sin bedste alder.

Og når Niels ikke er i marken på gården i Tvindelstrup, hvor han driver 36 hektar med korn og frø, kan man næsten være sikker på at finde ham i værkstedet i den ene af gårdens længer.

Der tilbringer han en stor del af dagens timer. Enten i færd med at forbedre en af sine egne maskiner, eller som assistent og sparringspartner for sønnen Jens, der ikke er faldet langt fra stammen, og i dag er landmand og supplerer indtægten ved opfinde og producere forsøgsudstyr til virksomheder over hele verden.

Selvom Niels runder 90 år om fire måneder, er han ved at gøre sig klar til en tur, som han ikke en gang i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at han nogensinde skulle på.

Frøavler og ’forbryder’

Han har ellers prøvet meget, Niels Kristensen - landmanden, frøavleren, opfinderen, piloten og nu også - som han selv siger det med et glimt i øjet - ’forbryderen’ fra Tvindelstrup.

Både i sine 59 år som landmand og 63 år som aktiv pilot - Niels er Danmarks ældste pilot med gyldigt certifikat - har han været vidt omkring. Ikke mindre end 2.800 timer er det blevet til i luften svarende til ti en halv gang rundt om jorden.

Han flyver stadig og er aktiv i Midtsjællands Motorflyveklub, som han stiftede i 1960. Selvom klubben blot ligger fem km væk, flyver Niels selvfølgelig derhen, når der er særlige arrangementer. Det er jo heller ingen sag, når man både har sin egen private hangar og landingsbane i frøgræsmarken et stenkast fra stuehuset.

Bygget tre flyvemaskiner

Niels har altid haft næverne skruet godt på og ikke været bange for at bruge dem.

To af hans tre flyvemaskiner har han selv bygget. Den ene helt fra grunden med hjemmelavet propel, skrog, vinger, vinduer m.m. Kun motoren - en gammel folkevognsmotor - har han ikke selv bygget.

Blandt meget andet er det også blevet til to halmfyr, en skårløfter og en weedwiper, der - i stedet for at sprøjte hele afgrøden - sparer sprøjtemiddel ved at duppe det ukrudt, der stikker op over afgrøden, med et ukrudtsmiddel.

I marken har Niels været foregangsmand inden for pløjefri dyrkning - måske endda den første i Danmark, der praktiserede pløjefri dyrkning. Ingen af hans marker har set en plov i over 50 år.

På gården emmer det af orden. Perlegruset er nyrevet i indkørslen. Driftsbygningerne er nykalkede. Værktøjet hænger på snorlige rækker i værkstedet. Og i maskinhuset står rengjorte traktorer og redskaber på rad og række, og gulvet ser ud, som var det fejet for et øjeblik siden.

Men for en forbipasserende på landevejen, der snor sig tæt forbi gården, var det ikke udelukkende orden, der mødte øjnene.

Øjnene tilhørte en ansat fra Arbejdstilsynet, og de faldt på en mand, der løftet op i en frontlæsser var ved at rense tagrende på en driftsbygning i 2,85 meters højde. Hvilket ifølge Arbejdsmiljøloven er ulovligt.

Episoden bliver til en sag hos politiet, der anklager Niels Kristensen for at overtræde loven. Niels har fuldt ud erkendt lovovertrædelsen, men typisk for Niels ser han samtidig mulighederne.

Masivt fremmøde i retten

Da sagen skal for byretten i Roskilde kort før jul, er der derfor massivt fremmøde af familie og venner fra hele landet. De fylder gangen uden for retslokalet med grin og høj snak i god tid, inden retsmødet går i gang. For hvorfor ikke tage det som en oplevelse og benytte lejligheden til at mødes og glæde sig sammen?

Og helt uden en prøve på Niels’ humor slipper tilhørerne under retssagen ikke. Da anklageren fisker efter, om Niels’ økonomiske forhold kan give grundlag for at nedsætte straffen, og derfor spørger Niels, hvorledes han ernærer sig, og Niels svarer »af min kones gode mad,« er der ikke et øje tørt i retssalen.

Niels Kristensen glæder sig over, at dommeren i det konkrete tilfælde satte bøden ned fra 25.000 til 10.000 kr., der kan forvandles til ti dage i fængsel. Som han sagde, da han erfarede, at anklagemyndigheden ikke ankede dommen: »Det er jo næsten som at vinde. I hvert fald er det mere end en halv sejr.«

Han mener dog, at påstanden om en bøde på 25.000 kr. var helt hen i vejret, og at bøden på 10.000 kr. stadig er alt for stor i forhold til, hvilke andre overtrædelser der sker, og hvad strafferammen er for dem.

Sidste chance for fængsel

Med dommen lidt på afstand går Niels’ tanker nu i retning af de ti dage, han skal i fængsel - tanker der er en blanding af spænding og bekymring, og tanker om hvordan han kan få sin kone, Inger Marie, med:

»Jeg tager imod forvandlingsstraffen på 10 dages fængsel i stedet for at betale bøden. Det er jo nok min sidste chance for at prøve at sidde i fængsel,« siger Niels Kristensen, og fortsætter:

»Men det bekymrer mig, at min kone ikke er så glad for at være alene hjemme så længe. Derfor har jeg tænkt mig at spørge, om ikke hun må komme med, så vi kan sidde der i fem dage sammen.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle