Nok en svipser fra regeringen

Så gik den galt igen med sprogbrugen fra vores regering. I et større interview i Dagbladet Børsen fik den nytiltrådte erhvervsminister, Annette Vilhelmsen (SF), udpeget Arla til en af de virksomheder, der udnytter en dominerende position til at holde andre virksomheder ude. Hun nævnte direkte Thise Mejeri som offer - hvad Thise Mejeris direktør, Poul Pedersen, ikke kan genkende. Ministeren måtte da også efter en dags tid krybe til korset og indrømme, at det var en næsten ti år gammel konkurrencesag, der fik hende til at nævne Arla.

»Hvis hun skynder sig, kan hun nå Holger K. i 100 m rygcrawl,« skrev en debattør med et glimt i øjet på LandbrugsAvisens hjemmeside. Det skete med henvisning til det forslag om andelsbeskatning, skatteminister Holger K. Nielsen (SF) havde fremsat en god uges tid tidligere - et forslag, der nåede at blive trukket i løbet af et par timer efter voldsomme protester fra Landbrug & Fødevarer, Arla og, ja, Thise Mejeri. Lad os derudover nævne den tredje SF’er på glatis den sidste måneds tid, nemlig Ida Auken, der i et ellers sobert og imødekommende indlæg på delegeretmødet viklede sig ind i nogle formuleringer om nazisme. Unægtelig underligt, da hun jo netop efterlyste en sober tone fra Bæredygtigt Landbrug. Også dette er dog beklaget.

Man kan vist roligt sige, at de tre »smuttere« ikke just klæder regeringen. Det tyder ikke på den store driftssikkerhed. Det mest venlige, man kan sige om de tre udtalelser fra ledende SF’ere er, at de da trods alt er lydhøre og villige til at rette fejlene. Det er af stor værdi og rosværdigt at kunne erkende sine fejl - men det skader heller ikke somme tider at tænke, før man taler.

At det smutter for regeringen, skal dog ikke få landbruget til at ændre tone. Vores eneste chance for at vinde debatten er stædigt at fastholde en sober tone og klare argumenter. Og dem bliver der faktisk lyttet til - selv blandt lidt tonedøve debutant-ministre.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle