"Nu er jeg en fri mand"

Syv års kamp for erstatning for el-ledning er slut. Landmand Jørgen Lykkemark har fået knap 3,8 mio. kr. i erstatning. Men værdiforringelsen af bedriften beløber sig til 7,8 mio. kr.

Syv år efter Energinet.dk hængte en 400 kW-ledning op 85 meter fra Jørgen Lykkemarks kvæggård ved Randers, sluttede kampen om værdiforringelse af ejendommen sidste fredag i Højesteret .

Højesteret stadfæstede en landsretsdom fra november 2007, og Jørgen Lykkemark skal ikke tilbagebetale Energinet.dk knap 1,8 mio. kr., som han dengang blev tilkendt.

Det forlangte Energinet.dk, der ikke var tilfreds med at skulle betale yderligere næsten 1,8 mio. kr. og havde anket landsretsdommen til Højesteret.

En taksationskommission har tidligere fastsat erstatningen til halvanden mio. kr., et beløb Jørgen Lykkemark ikke var tilfreds med. Derfor gik sagen til Vestre Landsret, der altså lagde knap 1,8 mio. kr. oveni.

To uvildige syns- og skønsmænd vurderede i 2004, at el-ledningen havde påført ejendommen en værdiforringelse på 7,8 mio. kr.

"En samlet erstatning på næsten 3,3 mio. kr. kan synes høj, men den kompenserer ikke mit tab. Men nu er jeg en fri mand. Havde jeg opgivet og solgt ejendommen undervejs i sagsforløbet, fordi mine erhvervsmuligheder er forringet, havde jeg ikke fået en krone," siger Jørgen Lykkemark.

Børnenes helbred

Jørgen Lykkemark er glad for, han ikke skal betale de 1,8 mio. kr. tilbage til Energinet.dk. Men ledningen hænger stadig og summer og minder familien om risikoen for, at et af de fem børn mellem halvandet og ti år får leukæmi på grund af nærheden til den kraftige el-ledning.

"Det er ikke uden grund, Folketinget har bestemt, at ledningerne skal graves ned. I alle andre situationer, hvor der er risikomomenter, vælger man sikkerheden. Den gang ville Energinet.dk ikke følge vores ønsker om nedgravning," siger Jørgen Lykkemark.

Familien har i et par år haft tegninger klar til et nyt stuehus 500 meter fra bedriften, men finanskrisen har sat en foreløbig stopper for at realisere ønsket om at flytte til et nyt hjem

I stalden til de 220 køer er der ofte problemer med automatikken, blandt andet bryder printpladerne i malkeanlægget ofte sammen, og der er ingen anden forklaring end nærheden til el-ledningen.

Den lille mands kamp

"Man kan diskutere erstatningens størrelse. Men jeg synes, det er forkert, at den lille mand i samfundet skal betale så stor en pris for at få en sag afsluttet. Jeg havde ikke selv haft råd," siger Jørgen Lykkemark, hvis vedholdenhed tillige med sagens principielle betydning gjorde, at Dansk Landbrug tog den op og fulgte den til dørs.

"Selv om Energinet.dk tabte i både landsret og højesteret, skal selskabet ikke betale alle de omkostninger, der er pådraget Dansk Landbrug i denne sag," siger Jørgen Lykkemark, der finder det unfair.

I Landsretten lød advokatregningen på 580.000, men Energinet.dk skulle kun betale 180.000 kr. Ifølge dommen i Højesteret skal elselskabet udrede 75.000 kr. til modparten, men det beløb vil langtfra række, anslår Jørgen Lykkemark. Han har betalt voldgift, taksationskommission og andre udgifter til sagen.

pilegaard@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle