Nu skal alle landmænd tælles

Fra næste uge modtager alle danske landmænd et spørgeskema, som man har pligt til at besvare.

Når alle danske landmænd i løbet af de kommende uger modtager et spørgeskema fra Danmarks Statistik, er der ingen vej uden om. Skemaet skal udfyldes, selv om man måske synes, det er træls at bruge tid på.

»Jeg forstår godt, hvis nogle landmænd synes, at det er ærgerligt at skulle besvare alle vores spørgsmål. I Danmarks Statistik er vi pålagt at lave undersøgelsen, og det er altså også sådan, at man som landmand skal svare«, siger kontorchef Troels Pade fra Fødevareerhverv i Danmarks Statistik.

»I værste fald er vi nødt til at politianmelde dem, der ikke svarer«, siger kontorchefen, der dog tror på, at det ikke bliver nødvendigt:

»Jeg er sikker på, at alle landmænd også kan se fornuften i, at der bliver samlet de rigtige tal ind. Landbrugsstatistikken sætter tal på erhvervets betydning for den danske økonomi. Myndighederne bruger tallene fra Danmarks Statistik som data til grundlag for lovgivningen, og det er i alles interesse, at politikerne har de rigtige tal«.

Alle lande i EU

Det er første gang siden 2010, at DS laver en totaltælling, hvor alle bedrifter med landbrug, pelsdyr og gartneri medvirker.

»Vi har gjort os umage for at bygge et digitalt spørgeskema, som gør det så let som muligt at udfylde. For mange landmænd vil det være hurtigt at besvare skemaet«, siger Troels Pade.

Totaltællingen sker med afsæt i en EU-forordning og er lovpligtig i hele EU.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle