Af Anders M. Klöcker, erhvervspolitisk områdedirektør, Landbrug & Fødevarer
I fredags lancerede Landbrug & Fødevarer en vision om en klimaneutral fødevareproduktion i 2050. Det er en meget ambitiøs vision, som kun kan realiseres, hvis vi både bruger vores nuværende teknologi og viden dygtigt og udvikler løsninger, som vi dag slet ikke kan forestille os.
Visionen gælder hele fødevareerhvervet. Dermed er det altså også alle produktionsgrene og -former, der skal byde ind og levere resultater.
Det rejser selvsagt nogle diskussioner. For hvem skal levere hvad? Og hvem står med de største udfordringer?
En af de diskussioner, der ikke er ny, er diskussionen om økologisk versus konventionel produktion i relation til klimaeffektivitet. Den debat har hersket længe. Og jeg har tidligere givet udtryk for, at der ikke er videnskabeligt belæg for at sige, at klimaaftrykket for økologisk produktion er entydigt værre end for den konventionelle produktion. Nogle har efterfølgende givet udtryk for, at det er en fejlslutning, og derfor vil jeg gerne nuancere synspunktet en anelse.
Synspunkterne om økologi og klima er velkendte. For er det ikke sådan, at økologer har et – i kraft af lavere tilførsel af næringsstoffer – lavere udbytte i marken? Bruger de ikke også mere foder pr. produceret kilo? Skal man ikke bruge et større areal for at producere den samme mængde fødevarer ved økologisk produktion end ved konventionel? Og så videre.
Simpel konklusion vanskelig
Det er relevante spørgsmål. Og spørgsmål, hvor det er svært at svare andet end bekræftende i forhold til, at konventionel produktion umiddelbart fremstår mere klimaeffektivt.
Når det er sagt, er det ganske vanskeligt at nå en fagligt velfunderet opgørelse med en simpel konklusion. Det er der (mindst) tre grunde til.
For det første er der stor variation på tværs af sektorer. Hvor det formentlig er fagligt helt forsvarligt at konkludere, at klimaaftrykket fra mælkeproduktionen er omtrent ens uanset økologisk eller konventionel produktionsform, er det noget mere indlysende, at f.eks. produktionen af konventionelle svin og fjerkræ må have en klimamæssig fordel i kraft af lavere foderforbrug, effektive staldsystemer og, for fjerkræ, racer, som hurtigere når slagtevægten.
For det andet er der ikke videnskabelig konsensus om valget af parametre og metoder for opgørelse af fødevarers klimaaftryk. Hvor mange forhold skal regnes med i den samlede livscyklus for produktet? Skal kun den såkaldte direkte effekt på arealanvendelse regnes med? Skal også den indirekte (afskovning som konsekvens af øget import af foder fra f.eks. Sydamerika) medregnes?
For det tredje kan effekten af andre forhold end dem, der følger af en økologisk eller konventionel produktionsform, have mindst lige så stor eller større betydning for klimaaftrykket. Er den økologiske frugt tilfældigvis fløjet til Danmark, mens den konventionelle er dyrket her til lands eller sejlet hertil? Er foderet i et tilfælde produceret på lavbundsjorder og i et andet på veldrænede jorder?
På den baggrund skal man passe på med at drage skråsikre konklusioner. Det vil dog være hjælpsomt, om man får undersøgt disse forhold helt til bunds på et anerkendt og ensartet metodisk grundlag. Derved kunne vi få tilvejebragt et ordentligt materiale, der kunne føre til nogle alment anerkendte konklusioner i den her debat.
I mellemtiden og uanset udfaldet af kommende og mere sikre data er den centrale pointe fortsat, at skal vi nå en vision om en klimaneutral fødevareproduktion i 2050, skal begge produktionsformer finde nye veje til at klimaeffektivisere. Hverken den konventionelle eller økologiske produktion kan i sin nuværende form sikre klimaneutralitet.
Det arbejde tager vi nu fat på i fødevaresektoren. Og selv om vi kan levere mange løsninger selv, får vi brug for et stærkt partnerskab med forskere, politikere, organisationer og beredvillige forbrugere. Skal vi skabe de løsninger, der giver en klimaneutral fødevareproduktion – ikke bare i Danmark, men i verden - kræver det, at vi alle sammen investerer i det.
