Nummer to stikker gerne næsen frem

LMO er det næststørste rådgivningsselskab inden for landbrug og en varm fortaler for fusioner.

Selv om LMO kun har ti år på bagen, er rådgivningsselskabet med hovedkvarter i Søften ved Aarhus nummer to målt på omsætning, kun overgået af den anden store fusionsvirksomhed Sagro, som det deler det midterste stykke af Jylland med. Selskabet sætter en ære i at kunne rådgive landmænd inden for alle områder af landbrug.

Siden 2013 har LMO hvert år løftet omsætningen, og i 2018 rundede den 285 mio. kr., hvilket er det højeste i virksomhedens historie. Tilsvarende endte resultatet for året på godt 7,2 mio. kr., ligeledes det højeste i selskabets historie. Derfor valgte bestyrelsen i LMO at udlodde godt fem mio. kr. til ejerforeningerne. Årets uddeling svarer til omkring 1.250 kr. pr. aktivt medlem.

Først med fælles login

I 2017 var LMO først til at lancere en ny digitale kundeportal, MitLMO, så landmanden kan klare det hele ved hjælp af kun ét login på computeren.

»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at LMO vil være med helt i front, når det gælder nye, teknologiske løsninger og muligheder, der kan hjælpe landbruget«, siger LMOs direktør Jan Winther, der heller ikke er bleg for at træde på DLBR-systemets ømme tå. Han mener, at de 23 nuværende centre snarest bør fusionere og samle sig i højst en håndfuld virksomheder.

»Der er alt for mange rådgivningsvirksomheder i dansk landbrug. Det er for dyrt for landmændene, det går ud over kvaliteten af rådgivningen, og det er hverken rationelt eller effektivt«, lyder opsangen fra Jan Winther.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle