Nye anbefalinger: Køerne skal have mindre magnesium og kobber

Danske køer får for store mængder mineraler. Det er dyrt og for kobbers vedkommende tæt ved at være farligt, mener Seges.

Der skal mindre kobber og magnesium i mineralblandingerne til køer. Sådan lød nogle konkrete råd fra Seges ved fodringsdagen i Herning tirsdag, hvor konsulent Thorben Krüger holdt indlæg.

Seges har gennem flere år taget leverprøver og urinprøver for at holde øje med køernes mineralstatus, og det har ført til konklusionen om, at anbefalinger skal ændres.

»Vi anbefaler, at der kommer halvt så meget magnesium i en standardmineralblanding som i dag«, siger Thorben Krüger.

Halvering

I dag tildeler man 14 gram pr. ko pr. dag, hvis man bruger en type-3 blanding, men det skal altså ned på 7 gram pr. ko pr. dag.

Køerne får allerede magnesium nok gennem foderet, og især non-GM-fodring øger magnesiumkoncentrationen i foderet. Alt det, man tildeler gennem mineralblanding, er blot for en sikkerheds skyld.

»Det er meget svært at formulere en ration, der rammer under normen. Vi mener, at en lavere tildeling af god og konstant kvalitet er bedre end en høj tildeling af varierende kvalitet «, understreger Thorben Krüger.

Risiko for forgiftning

På kobberområdet viser Seges’ analyser, at køerne får alt for meget. Det samme gælder i øvrigt kalve.

»Vores anbefaling er at sænke normen fra 10 mg til 7,5 mg kobber pr. ko pr. dag. Det kræver en halvering af indholdet i typemineralblandingerne«, siger han.

Hos kvæg ophobes kobber i leveren, og der er ikke langt fra at opfylde behovet til, at der sker en overforsyning. I dag er der mange, der giver 20 mg pr. ko pr. dag, og det kan være direkte farligt for koen.

»Der er ikke mange penge at spare på at reducere kobberindholdet, men for meget kobber kan altså være direkte farligt for koen«, påpeger Thorben Krüger.

Problemet er også relevant for mælkeerstatning til kalve, hvor indholdet af kobber er alt for højt.

Kritikere af at reducere mineralindholdet refererer tit til de amerikanske NRC-normer, men selv her har man indset, at kobberindholdet er for højt.

»NRC har tidligere anbefalet at mælkeerstatning indeholder 10 mg kobber pr. kg tørstof, men har halveret anbefalingen til 5 mg, hvilket vi i øvrigt stadig mener er for højt«, forklarer han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle