Nye kommuner tager farve efter gamle skrappe amter

Hvorfor er der flest problemer med miljøforvaltning i de nye kommuner, som amterne før dækkede, og hvor de var mest restriktive, spørger miljøkonsulent.

En hurtig, smidig og ensartet behandling af miljøansøgninger var løftet, da amterne blev nedlagt og sagsbehandlingen overgik til kommunerne i 2007.

Siden januar 2007 har kommunerne modtaget flere end 2.000 ansøgninger. 10 procent af ansøgerne har fået en afgørelse fra kommunerne, flest til de ukomplicerede ansøgninger med færre end 75 dyreenheder.

"Det er en klart utilfredsstillende situation og skyldes, at kommuner opfinder egne regler og lægger dem oven i husdyrloven, hvor der er indarbejdet generelle hensyn til miljøet," siger Jakob Altenborg, LandboMidtØst. Han finder det påfaldende, at de største problemer med særligt restriktiv administration netop er Nordjylland, Århus og Fyn, hvor de nu nedlagte amter før 2007 havde den mest restriktive administration.

"Hvad er det der gør, at forvaltningerne disse steder er så meget klogere end de tilsvarende forvaltninger i eksempelvis Sønder- og Vestjylland, hvor de nøje følger love og bekendtgørelser," spørger Jacob Altenborg.

Ned på jorden

Den midt-østjyske miljøkonsulent er ærgerlig over, at ansøgningsprocedurerne gøres meget mere besværlige end nødvendigt. Selvkritisk tilføjer han, at der også er landbocentre, som har indsendt ansøgninger til kommunerne med langt flere oplysninger, end der kræves, og så går der kuk i systemet, blandt andet fordi det giver usikkerhed i kommunerne, som står med en ny opgave.

"Jeg synes, vi skal holde os på jorden. Vi taler om miljøgodkendelser til landbrug. Der drejer sig ikke om atomkraftværker," siger Jacob Altenborg, der finder det hen i vejret, når en kommune giver en tilladelse med retten til at køre17 læs gylle gennem en landsby. "Hvad gør kommunen, hvis en beboer tæller det 18. læs eller gyllen ikke køres på den anførte vogn á 20 ton, men færre læs på en større vogn." Får de landmænd en, bøde eller hvad sker der, et spørgsmål Jacob Altenborg hidtil ikke har kunnet få svar på.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle