Nye regler gør det lettest at ansætte folk fra EU

Det kan dog stadig blive meget dyrt, hvis man ikke overholder reglerne om løn og arbejdstider.

Ansatte fra EU kan bo, arbejde og studere i Danmark efter EU-reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed, så de behøver hverken visum eller opholds- og arbejdstilladelse, men de skal dog have et opholdsdokument fra Statsforvaltningen.

»Det er derfor på mange måder nemmere at ansætte en rumæner end en ukrainer, og da der ikke findes nogen lov om mindsteløn i Danmark, er der arbejdsgivere, der fristes til at betale en endog meget lav løn til rumænere eller polakker,« siger advokat Jacob Langvad, Videncentret for Landbrug.

Det er ikke ulovligt, men til gengæld risikerer de at få problemer med fagforeningen.

Samme løn for samme arbejde

»Betales der en urimeligt lav løn, indebærer det en risiko for, at fagforeningen – typisk 3F – varsler konflikt og truer med blokader og strejker inden for 14 dage, og i den situation vælger mange at følge overenskomsten.«

»Udlændinge skal have samme løn for samme arbejde som danskere, ellers risikerer man at skulle betale en stor godtgørelse på op til 12 måneders løn.

Det gælder også, hvis man ikke overholder reglerne i arbejdstidsdirektivet om maks. 48 timer gennemsnitlig arbejdstid om ugen over fire måneder, og fagforeningen stiller måske krav om at tegne overenskomst,« siger Jacob Langvad.

Tilsvarende risikerer man bøde eller hæfte, hvis de detaljerede regler for hvileperioder og fridøgn ikke overholdes.

»Mange udlændinge vil gerne arbejde rigtig meget, og desværre er der en del landmænd, der ikke har helt styr på reglerne,« siger Jacob Langvad.

Overarbejde

»Overarbejde skal registreres og betales, og det er arbejdsgiveren, som har bevisbyrden.

Det anbefales derfor, at arbejdsgiver og medarbejder hver måned underskriver en opgørelse over udført overarbejde, ellers er der ifølge retspraksis en risiko for, at medarbejdere får medhold i et efterfølgende krav om efterbetaling af overarbejde på baggrund af medarbejderens egne opgørelser,« siger Jacob Langvad og tilføjer, at der ligefrem findes steder på Facebook, hvor udlændinge giver hinanden gode råd om, hvordan man stiller krav mod arbejdsgiveren, når ansættelsen ophører.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle