Nye romaner fra det landlige Danmark

To af vore kendteste forfattere har udsendt nye bøger, som begge har en jysk ramme, men ellers er ret så forskellige.

Erling Jepsen, årgang 1956, har siden den storsælgende og filmatiserede »Kunsten at græde i kor« for tretten år siden placeret sig som skildrer af især skyggesiderne i det Sønderjylland, han oprindeligt stammer fra. Således også i den nye roman, som udspiller sig i den fiktive landsby, Bramstrup, blot et par kilometer nord for den dansk-tyske grænse.

Forfatteren har selv udtalt, at »det er en roman om det danske versus fremmedfrygt. Og jeg synes, bogen giver en indsigt i, hvorfor valgresultatet blev, som det gjorde. Man får forhistorien til, hvorfor fremmedfrygten er blevet så stor.«

I denne udtalelse tror jeg, man finder forklaringen på, hvorfor bogen er blevet så aldeles mislykket. Erling Jepsen har fået en politisk inspireret idé, og over den prøver han så at skabe en roman. Men det lykkes ikke.

Der er ikke et levende menneske i bogen men en samling karikerede figurer i et goldt miljø med både privat vagtværn og et bordel, hvor man anbringer de østeuropæiske kvinder, som vagtværnet om natten finder i grænseskoven. En historie om ung kærlighed (og H.C. Andersen), som også placeres ind i historien, hjælper desværre ikke på troværdigheden.

Bogen forøger på ingen måde min viden om, hvorfor folketingsvalget i sommer gik, som det gjorde. Og jeg sidder tilbage med den flade fornemmelse af, at også gode forfattere kan ramme helt ved siden af.

En lysende dagbog

Ida Jessen, årgang 1964, har udsendt en meget stilfærdig bog. Der er tale om en »Dagbog for L. Høy. Friskolelærerinde«. Bogen har et lille tilløb i 1904-05, men dagbogsskriveriet begynder først i oktober 1927, da frk. Høy er blevet til fru Bagge, og hendes mand ligger for døden.

Over de følgende fem år skriver fru Bagge en dagbog, som kommer til at skildre en dobbelt vækst. Dels vokser hun selv fra usikker enke til en kvinde, der udfolder det potentiale, som på mange måder blev bremset i ægteskabet med hendes travle lægemand. Dels vokser det Thyregod, hvor den unge frk. Høy starter friskole under meget primitive forhold i 1904, i løbet af bogens tidsspand op til den blive en by med fremdrift og fremtidsmuligheder.

Der er altså tale om »en ny tid« både for bogens hovedperson og dens fysiske ramme. Forfatteren siger selv, at »det har ikke været min hensigt at skrive et udsnit af min barndomsbys historie, men det har haft sin egen tillokkelse at bruge navnet Thyregod.«

Læseren kan med taknemmelighed konstatere, at denne stilfærdige bog er et sandt kunstværk. Den er en frydefuld sproglig oplevelse, som lever videre i sindet længe efter endt læsning, og rummer en aldeles overbevisende skildring af, hvor megen rigdom der kan findes i et menneske, som umiddelbart ikke synes at være noget særligt.

Og så er det altså også en bog, der minder os om, hvor kort tid det egentlig er, siden de yderområder, der i dag er i krise, var driftige områder i fremvækst.

Om bøgerne:

Erling Jepsen: ”Hjertets dannelse”, 304 sider, kr. 299,95. Gyldendal 2015.

Ida Jessen: ”En ny tid”, 208 sider, kr. 249,95. Gyldendal 2015.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle