Nye veje i kartoflerne

Radrenser mod ukrudt, mens N-sensor afgør dosis af skimmelmiddel

»Der er bestemt muligheder i at holde kartoflerne rene mekanisk. Men vi skal gerne bevare den kemiske mulighed i baghånden i de tilfælde, hvor man ikke kan styre ukrudtet, eller hvis der sker uforudsete hændelser.«

Det siger driftsleder Johnny Mailund, Myhren Landbrug, hvor en 4-rækket Einböck stjernerullerenser i år har erstattet store dele af de kemiske ukrudtsmidler i kartoflerne til AKV Langholt. I seks hektar er der således ikke brugt Fenix og Titus, og i andre seks hektar har man yderligere valgt at undlade sprøjtning med glyphosat før fremspiring.

»Vores erfaring er, at man skal være skarp på indstillingen af maskinen. Gaffelnøglen nr. 24 skal bruges flittigt,« siger Johnny Mailund.

Sensor mod skimmel

I sidste uge fik kartoflerne første beskyttelse mod skimmel på varsel fra AKV Langholt. Sprøjtningen skete med den nye Amazone-sprøjte og med gradueret dosis ud fra biomassemålinger foretaget af Yara N-sensoren.

»Vi forsøger os frem, men foreløbig graduerer vi fra 0,2 til 0,35 liter Revus med højeste dosis, hvor der er mest biomasse,« siger Johnny Mailund.

I den øvrige mark er han mest begejstret for vintersæden, der netop er færdigsprøjtet med 0,25 Proline.

»Vi ligger i et smørhul, hvor hveden står rigtig godt,« siger driftslederen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle