Nyt koncept: Sælg dit landbrug - og dig selv

Ejendomme med husdyr bliver interessante for investorer, når der følger en driftsleder med.

Sælg dit landbrug. Og fortsæt selv som driftsleder og måske også som medejer af landbruget.

Sådan lyder i korte træk en ny ’all-inclusive’ salgsmodel, hvor sælger tilbyder en pakkeløsning, der ud over selve landbruget også inkluderer en driftsleder.

»Den type salg er i stigning, hvor det ikke blot er jord, maskiner, bygninger og husdyr men hvor der også følger en landbrugskyndig driftsleder eller i nogle tilfælde endda sælgeren selv med i købet«, siger ejendomsmægler Carina Jessen fra ejendomsmæglerfirmaet LandboGruppen Syd.

All-inclusive modellen er særligt attraktiv for investorer uden for landbruget. Modellen har den fordel, at den gør ejendomme med husdyr langt mere attraktive for en ekstern investor.

»Vi mærker tydeligt, at investorer udenfor erhvervet har fået øje på landbrug som en god og langsigtet investering. For den type købere gælder det, at de sjældent selv ønsker at drive landbruget, og at de heller ikke har det store kendskab til den daglige drift af et landbrug. De fokuserer langt mere på landbruget som en investering og på det afkast, det kan give«, siger Carina Jessen.

De eksterne investorer har hidtil holdt sig tilbage med at sætte penge i landbrug med husdyrhold. De har foretrukket at købe landbrug med jord og helst uden alt for mange bygninger og maskiner. I stedet har de ladet en maskinstation klare arbejdet i marken eller indgået forpagtningsaftaler.

»I 95 procent af tilfældene har eksterne investorer foretrukket at købe landbrug med jord. Men når handlen inkluderer en driftsleder, bliver en ejendom med husdyr pludselig interessant for de eksterne købere. Modellen med ’salg inklusiv driftsleder’ gør husdyrbrug til en langt mere attraktiv investering for dem, og salget af den type ejendomme er i stigning«, siger Carina Jessen.

Hun tilføjer, at en kompetent og dygtig driftsleder, der følger med handlen, kan være det faktum, der gør, at handlen kan lykkes og lukkes. Så slipper investoren for at skulle finde en driftsleder eller ligefrem selv at skulle drifte landbruget i en kortere eller længere periode.

Kendt uden for landbrug

I erhverv uden for landbruget er det velkendt at gennemføre handler, hvor en virksomheds leder følger med. Ikke sjældent er det endda en betingelse for, at handlen kan gennemføres og afgørende for handelsprisen.

»Modellen i landbruget kan skrues sammen på forskellige måder. Nogle gange får den medfølgende leder en form for ejerskab for at sikre og fastholde begge parter. I andre situationer kan løsningen være, at lederen får løn eller provision alt efter de resultater, landbruget leverer«, siger Carina Jessen.

Faktaboks

Investorer køber landbrug:

  • Bedrifterne bliver større. Med mere jord, flere dyr og øget omsætning stiger værdien af bedrifterne og dermed også kravet til den kapital, der skal til for at købe et landbrug.
  • Investorer udefra ser i højere grad landbrug som en god og langsigtet investering. Hidtil har de foretrukket landbrug uden dyr. 
  • Med en driftsleder, der følger med handlen, bliver ejendomme med husdyr mere interessante for investorer udefra.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle