Nyt våben mod frygtet mide

Bayer CropScience har en ”Varroa-gate” i pipelinen, som skal holde bistader fri for den frygtede mide.

Der er godt nyt på vej for landmænd og biavlere i kampen mod Varroa-mider. De er ellers en af de vigtigste årsager til, at bestanden af bier er gået tilbage i EU i forhold til for 50 år siden. Og den tilbagegang kan koste landbruget dyrt, fordi bibestøvning i en række afgrøder øger udbytterne med omkring 10 procent. Derfor har Bayer CropScience nu kastet sig ind i kampen mod Varroa-miden med en »Varroa-gate«, som kan holde bistaderne fri for varroamider.

Varroagaten er lavet af et plastic-materiale, der indeholder et kemikalie, der er giftigt for miderne men ikke for bierne. Materialet fungerer som en låge med huller, og når bierne kravler gennem hullerne ind i stadet, får de kemikaliet på sig. Dermed dør miderne, der sidder fast på bierne. Størrelsesmæssigt svarer det til, hvis vi mennesker havde en kanin siddende fast på os.

Hidtil er bekæmpelse sket inde i stadet, men når bierne er fløjet ud efter nektar og pollen, har de mider med hjem igen. Med den nye metode forhindrer man, at stadet bliver geninficeret.

Tilbagegang for bier

Ifølge FAO, FN’s landbrugs- og fødevareorganisation, var der for 50 år siden cirka 25 procent flere bikolonier i Europa end i dag. De seneste ti år har antallet dog ligget ret konstant på 15-16 mio. Ifølge en rundspørge, EU-kommissionen har foretaget, er den hyppigste årsag til, at bikolonier dør af sygdommen – cirka hver fjerde, mens varroamider er næststørste dræber (18 procent). I samme undersøgelse svarer cirka seks procent, at forgiftning eller langtidseksponering over for sprøjtemidler er skyld i, at de dør.

 

Varroa vigtigere end sprøjtemidler

Ifølge Bayer CropScience Bee Care Center vil kampen mod varroamider og sygdomme have langt større effekt på bestanden af bier end det midlertidige forbud mod plantebeskyttelsesmidler, der indeholder neonicotinoider, som blev indført sidste år. For selv om de er giftige for bier, bliver bierne ikke eksponeret for disse midler, der oftest er bejdsemidler til frø.

I Australien, hvor brugen af plantebeskyttelsesmidler er intensiv, er antallet af bikolonier intakt. Formentlig fordi der ikke findes varroamider i Australien.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle