Billedet er vendt hos de to store andelsselskaber, hvor Danish Crown nærmest kan gå på vandet.
Egentlig er 2020 fyldt med møgsager for Danish Crown. Noteringen er faldet tæt ved fem kroner siden begyndelsen af marts. Slagterier er lukket af corona. Vi har fået et Veganerparti, der hader kød. Finansministeren krævede i et uoverlagt øjeblik tvungne kødfrie dage. Det store, klassiske engelske marked ligger underdrejet af Brexit-bøvl.
Så meget mere markant er det, at Danish Crown og direktør Jais Valeur fremstår som årets store vinder. Torsdag fremlagde virksomheden det vel nok bedste regnskab nogensinde med en samlet afregning, der stik imod mange års sædvane er hele 1,31 kr. pr. kilo bedre end konkurrenterne ude i Europa. De mange datterselskaber, der i årevis drænede virksomheden for penge og energi, er enten solgt eller forvandlet til pengemaskiner. Selv foreningen Danske Svineproducenter, der jo nærmest har som kerneopgave at kritisere slagteriet, er vendt på en tallerken og sendte, allerede inden regnskabet blev fremlagt, et lykønskningstelegram til Randers.
Pressens darling
Læg dertil, at danske journalister kårede Danish Crown til mester i pressekontakt - meget godt af en virksomhed, der lever af at slå ihjel og i årets løb måtte forklare, hvorfor de østeuropæiske medarbejdere igen og igen blev coronaramt.
Endelig er topchefen Jais Valeur blevet fødevareindustriens uofficielle talsmand, først som formand for klimapartnerskabet, siden som formand for regeringens genstartsteam for fødevaresektoren. De gør ganske meget rigtigt og forener kynisk forretningssans med en stor åbenhed.
Skænderier hos Arla
Det skæver de nok misundeligt til på Jais’ gamle arbejdsplads, Arla i Viby. For få år siden var Arla den store stjerne, elsket af mælkeproducenter, der kørte rundt med Arla-streamer i bagruden og altid stillede op på dyrskuerne.
Den loyalitet findes stadig hos mange, men en stigende gruppe er utilfreds. Mens Danish Crown uden de store sværdslag fik klimacertificeret alle danske grise, mødte den samme manøvre stor modvilje hos mælkeproducenterne. Foreningen LDM truer med retssager, fordi Arla forsøger sig med havremælk.
Senest har Arla introduceret ’klimakompenseret’ øko-mælk og forklaret, at omkostningerne til at plante træer i u-landene hverken skal bæres af forbrugere eller økologer, men af Arla selv - hvad der fik kritiske ejere til at påpege, at Arla jo ikke har egne penge - det er vel sådan set mælkeproducenternes penge.
Også når det handler om åbenhed, er Arla dykket massivt. Mens Danish Crown som nævnt er journalisternes favorit, er Arla nr. 34, lige efter discountkæden Lidl. For bare fire år siden var Arla nr. 1. Det er skidt, hvis man tror, et godt image er penge værd.
Lad traktoren blive hjemme
Til sidst nogle få ord om mink. Den skandaløse behandling af minkavlerne har skabt en omfattende sympati i befolkningen, ikke mindst fordi avlerne og deres organisation har udvist en enestående ansvarlighed. Hvordan opretholder man den nyvundne sympati og undgår, at erhvervet bliver kastebold i et politisk spil, til skade ikke mindst for de minkavlere, der er afhængig af en god ekspropriation?
Skandalen har fået grupper af stærkt kritiske landmænd til at igangsætte traktor-demonstrationer i byerne. Ikke alle er enige i, at det er den rette måde. Sjællandske Familielandbrug er enig i kritikken af regeringen og forlanger retfærdighed, men tilføjer: »Vi tror ikke, at kampen med fordel kan føres fra milliondyre traktorer i storbyernes gader«.
