Oven på igen efter økonomisk kæberasler

En kæmpesucces havde nær taget livet af Jens Christian og Karen Hansens livsværk. 40 procent af deres omsætning forsvandt på et øjeblik.

Det var en hård kæberasler, da supermarkedskæden Coop for godt tre år siden vendte ryggen til Jens Kristian og Kirsten. En udenlandsk konkurrent kunne levere til en pris, så værdien af dansk oprindelse, topkvalitet og 45 års godt samarbejde ikke længere betød nok.

"Jeg fik næsten et hjerteslag. Vi snakker om, at en kunde til 10 mio. kr. og 40 procent af vores omsætning forsvandt på et øjeblik," siger Jens Christian Hansen. Sammen med sin kone, Kirsten, driver han landbruget og gartneriet Tvedemose Champignon, der årligt producerer 1.000.000 kg svampe, og han er en af de sidste tre champignonavlere i Danmark.

Bedriften med 40 ansatte og en omsætning på 25 mio. kr. var skubbet ud på kanten af afgrunden. Nu skulle der ske noget radikalt.

Måtte fyre 20

Første skridt var at sige farvel til 20 fastansatte over en periode på 15 måneder. Men der skulle stadig betales afdrag og renter på gamle lån og et nyt stort lån. Der skulle kort og godt noget omsætning i hus.

"Sammen med Coop havde vi startet produktion af skiveskårne champignon. Det var en kæmpesucces, og vi havde netop investeret 25 mio. kr. i et nyt 5.000 kvadratmeter stort vækstareal. Men pludselig truede succesen med at lukke os," siger Jens Christian Hansen.

Heldigvis havde Jens Christian og Kirsten allerede i et stykke tid snakket om nogle ændringer og nye ting, de gerne ville i gang med.

Fra 13 til 29 produkter

"For det første besluttede vi, at ét produkt aldrig mere må fylde 40 procent af vores omsætning. Da vi mistede Coop, havde vi seks kunder og 13 produkter. I dag har vi 12 kunder og 29 produkter."

"Samtidig indså vi, at vi umuligt kan konkurrere med de udenlandske svampe på prisen. Derfor har vi de seneste tre år arbejdet meget på at gøre os lækre, skabe nye og bedre produkter og opgradere emballagen, så den både er bedre og mere eksklusiv," forklarer Jens Christian.

Personalet har hele vejen været inddraget i processen. Mange arbejdsgange er effektiviseret, og både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø er forbedret.

Inspirationen til en række af de nye tiltag får Jens Christian og Kirsten på de mange udstillinger og gourmet-aftener, de deltager i. Det var der, Jens Christian bemærkede flere sige, at 250 grams-bakker er for store, og han fik ideen til små 100 grams-bakker.

Det rigtige 'look'

I dag er 100 grams-bakkerne netop et af Tvedemose Champignons helt store hit. De sælges i en eksklusiv indpakning og bidrager med 20 procent af omsætningen. Et kik i ordrebogen og regnskaberne dokumenterer, at det lange træk har haft effekt. For tre måneder siden nåede Tvedemose Champignon igen den omsætning, de havde før Coop vendte dem ryggen.

"De seneste tre år har vi nærmest arbejdet i døgndrift. Men nu står vi også med en helt anden strategi, som vi tror på, og som ser ud til at bære," siger Jens Christian Hansen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle