Ole Have Rasmussen og Kirsten Legård Jakobsen valgte at gå mod strømmen og flytte på landet, da Ole arvede den fædrende gård. Et nyt stuehus og en tid i en skurvogn senere venter nu landlivets mange luner.
Hvad gør man, når man arver en 100 år gammel gård? Man bygger nyt stuehus og flytter fra parcelhus til landet uden for Roskilde. Dermed er Ole og Kirsten gået mod udviklingen. Senest tegnede rapporten »2050 - Det bli’r et yndigt land« fra Realdania et dystert billede af Danmark anno 2050. Her er landdistrikterne lagt øde hen, alt imens byerne vokser til himlen, når ni ud af ti danskerne vil være bosat i byen.
Kirsten Jakobsen og Ole Rasmussen havde ikke et ønske om at ændre på statistikkerne. Det er derimod et længe næret ønske, der gik i opfyldelse.
»Jeg har altid gerne ville flytte på landet. Mine forældre er fra landet. Jeg har nok altid haft et lidt glorificeret forestilling om landlivet. Men jeg er ikke blevet overrasket efter, at vi flyttede herud,« siger Ole Rasmussen.
Arv gjorde det muligt
Stuehuset toner op i landskabet fra den lille bakke, hvor gården er bygget. De røde mursten ligner på én gang noget fra en svunden tid og dufter samtidig af nyt. For fire år siden arvede Rasmussen gården, hvor hans far er vokset op.
I juli i år flyttede Ole Rasmussen, hans kone Kirsten og deres datter ind i det nybyggede stuehus, der er bygget i gårdens gamle stil. Første gang familien kiggede på gård var i 2000. Det var ikke helt uden udfordringer at flytte fra parcelhus til gård. Fordi parcelhuset skulle sælges først, og stuehuset skulle bygges på ny, boede familien i en skurvogn gårdspladsen i halvanden måned.
»Gårde er dyre at få fat i. Vi kan kun bo her fordi, at jeg arvede den. Ifølge banken skulle vi sælge parcelhuset, før vi kunne skrive under på kontrakten til gården. Det var en stor beslutning, om vi skulle flytte herud,« siger Ole Rasmussen.
En bolig, ikke arbejde
Stalden og laden har efterhånden 100 år på bagen.
»En af bygningerne vil falde sammen i en storm. Så der skal ske noget med dem. Men lige nu skal vi have det hele til at falde på plads,« siger Ole Rasmussen.
Indtil videre er noget af pladsen i den ene stald lejet ud til to heste og et æsel, som ejeren selv passer.
»Vi skal ikke selv dyr. Det er for meget arbejde,« mener Ole Have Rasmussen.
»Måske skal vi have høns. Vi er gået efter ikke at sætte os strammere end, at vi kan forlade huset,« siger Kirsten med henvisning til, at de begge er udearbejdende - Ole som gymnasielærer og Kirsten som hospitalsfysiker.
De første sæsoner på ny grund
I godt seks måneder har familien boet på gården. I begyndelse savnede Ole small-talken, som der er i parcelhuskvarter, og både Ole og Kirsten har fået længere til arbejde. Men selvom naboerne er færre, så er der ikke længere til hjælpen. En af naboerne, der er vognmand, har hjulpet til med at køre væk, da huset skulle bygges. Der er stadigvæk arbejde at lave på gården.
»«Vi mangler i hvert fald at få lavet terrasse. Vi skal også have plantet æbletræer. Her er en flot udsigt. Det bliver godt at kunne følge med i naturen,« siger Ole , der også ser frem til at køre sne væk med den 30 år gamle MF 13T traktor.
»Jeg glæder mig til den første sommer og vinter herude. Nu er der plads til et ordentligt grantræ i stuen til jul,« siger Kirsten Jakobsen.
