Pas på med at hæve penge i virksomheds- ordningen

Det er ofte en fordel for selvstændige erhvervsdrivende at anvende virksomhedsskatteordningen, når de opgør den skattepligtige indkomst for virksomheden. Fordelen er blandt andet, at renteudgifter bliver betragtet som en driftsudgift og har den fulde fradragsværdi i den personlige indkomst.

Endvidere er der mulighed for at opspare en del af overskuddet i virksomhedsskatteordningen og slippe med en acontoskat (virksomhedsskat) på 25 procent.

Den lave skat under virksomhedsskatteordningen er dog betinget af, at man ikke hæver og bruger pengene til private formål. I så fald beskattes det hævede beløb fuldt ud.

Man skal derfor være meget opmærksom på, hvad man hæver penge til, fordi det kan få stor betydning for beskatningen.

For eksempel betragtes det som en hævning i virksomhedsskatteordningen, hvis man hæver penge til at købe privat bil.

Tilsvarende gælder, hvis man hæver penge til at forbedre stuehuset eller til at indbetale til en pensionsordning.

Køb af aktier vil også som hovedregel blive betragtet som en hævning, med mindre det sker i form af visse investeringsbeviser.

Såfremt man planlægger at investere i eksempelvis aktier, beboelse med mere, vil det ofte være bedre at oprette et midlertidigt lån der bogføres i det private, så man undgår hævninger fra virksomhedsskatteordningen.

Der kan dog være situationer, hvor en hævning ikke umiddelbart har betydning for beskatningen.

Man skal også være påpasselig med at hæve i virksomhedsskatteordningen, hvis man får pension. Så kan hævninger i virksomhedsskatteordningen nemlig i nogle tilfælde føre til træk i såvel grundbeløb som pensionstillæg.

Er man i tvivl om, hvilke konsekvenser de enkelte dispositioner kan få, bør man i samarbejde med sin rådgiver planlægge sine disponeringer.

Pas på med at hæve penge til at købe privat bil, aktier eller nyt tag på stuehuset.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle